saa klare, som theren selv, og løde, som Tordenen mellem Bjergene.

Mit Die var bundet som min Fod; al min Sjæl aandede Henrykkelse. Det var, som om det Legemlige inden i mig, Hjerte og Blod, blev til Aand, opløste sig i den, for at kunne svæve ud mellem disse to Himle: det uendelige Hav og Himlen oven over. Taarerne strømmede mig ned over Kinderne, jeg maatte græde som et Barn.

Tæt ved hvor jeg stod, laae en stor, hvid Bygning; Brændingen slog imod Grunden, den var reist paa. Dens underste Etage, mod Gaden, var en eneste Bucgang, inde i hvilken de Reisendes Vogne holdt. Det var Bærtshuset i Terracina, det største og skjønneste paa hele Veien mellem Rom og Neapel.

Pidskesmæld gav Echo fra Fjeldvæggen: en Vogn med fire Hest for rullede hen mod Værtshuset. Bevæbnede Tjenere sad paa Sædet bag Vognen; en bleg, mager Herre, indhyllet i en stor, broget Slaabrok, strakte sig inden i. Postillonen steeg nu ned, smældede endnu et Par Gange med sin lange Pidsk, og friske Heste spændtes for. Den Fremmede vilde afsted, men da han forlangte Eskorte øver Bjergene, hvor Fra-Diavolo og de Cesaris havde dristige Descendenter, maatte han vente et Ovarteer, og nu skjendte han paa halv engelsk, halv italiensk, over Folkets Dosighed, over alle de Plager og Lidelser, den Fremmede maatte døie, knyttede sig tilsidst af sit Lommetørklæde en Nathue, trak den paa og kastede sig saa

i en Krog af Karreeten, lukkede Øinene og syntes at hengive sig i sin Skjæbne.

Jeg erfarede, at det var en Engellænder, der alt i ti Dage havde gjennemreist Nord- og MellemItalien og i den Tid gjort sig bekjendt med disse Lande, havde i een Dag seet Rom, og vilde nu til Neapel for at bestige Vesuv, og da med Dampskibet til Marseille, for ogsaa at lære at kjende det sydlige Frankerige, men haabede at kunne gjøre dette af i en endnu kortere Tid. Endelig kom otte velbevæbnede Ryttere, Postillonen knaldede, og Vogn og Ryttere forsvandt gjennem Porten ved den store, gule Klippe.

„Med hele sin Eskorte og alle sine Vaaben er han dog ikke saa sikker som mine Fremmede," sagde en lille, fiirskaaren Karl, der legede med sin Pidsk. De Engellændere maae holde meget af at kjøre! altid gaaer det i Gallop! Det er sælsomme Fugle! Santa Philomena di Napoli!"

»Har I mange Fremmede i Eders Vogn?» spurgte jeg.

Eet Hjerte i hvert Hjørne", svarede han. „Seer De, det giør fire Mand stærk. Men i Cabrioletten er kun cen. Vil Signore see Napoli, saa kan De være der overmorgen mens Solen endnu skinner paa Sant Elmo."

Vi bleve enige, og jeg var hjulpet ud af den Forlegenhed, hvori min fuldkomne Mangel paa rede Penge satte mig. *)

*) Naar man reiser med Veturinen, da betaler man ikke

„Haandpenge vil de vel sagtens have, Signore ? spurgte Veturinen og holdt et Fem-Paolo-Styffe imellem Fingrene.

„Besørg min Plads ved Bordet og en god Seng, svarede jeg, imorgen kjøre vi jo?"

„Ja, vil Sant Antonio og mine Heste! udbrød han, „saa gaaer det løs Klokken tre. Vi skal io to Gange i Dogane og tre Gange skrives i Papirerne, det er vor haardeste Tour imorgen". Og nu løftede han Haanden mod sin Hue, nikkede og forlod mig.

Man anviiste mig et Værelse ud til Haven, hvor den friske Vind luftede, hvor de lange Brændinger tumlede sig, et Billede forskjelligt fra Campagnen, og dog bragte den store Udstrækning mig til at tænke paa Hjemmet der, og paa gamle Domenica; det bedrøvede mig at jeg ikke flittigt nok havde besøgt hende, hun elskede mig af sit fulde Hjerte og var sikkert den eneste, der gjorde det. Eccellenza, Francesca, ja, de havde vel ogsaa Kjærlighed for mig, men den var af en særegen Farve. Velgjerninger bandt os sammen, og hvor disse ikke kunne giengives, bliver altid, mellem Giveren og Modtageren, en Kloft, som Aar og Dage vel kunne dække med Hengivenhedens Slyngplanter, men aldrig udfylde. Jeg tænkte paa Bernardo og Annunzia

forud, men faaer endogsaa Penge paa Haanden af ham, for at man kan stole paa hans Ærlighed, og han sørger for Spise og Natteleie den hele Reise. Alle disse Udgifs ter komme under den cengang fluttede Accord.

ta mine Læber smagte salte Draaber, de kom fra Diet, eller maaskee fra Søen under mig, Brændingen stænkede jo høit op paa Muren.

Næste Morgen, før Dag, rullede jeg med Veturinen og hans Fremmede bort fra Terracina. Ved Grændsen gjorde vi Holdt; det var just i Dagningen. Alle stege ud af Vognen, medens vore Pas bleve eftersecte. Nu saae jeg først ret mit Selskab. I dette var en Mand paa omtrent nogle og tredive Aar, temmelig blond og med blaae Dine, han tiltrak sig min Opmærksomhed; jeg maatte have seet ham før, men hvor, kunde jeg ikke erindre; de enkelte Ord, jeg hørte ham tale, røbede ogsaa, at han var en Udlænding.

Vi bleve meget længe opholdte med Passene, da de fleste vare i fremmede Sprog, som Soldaterne itte forstode. Den Fremmede tog imidlertid en Bog frem med rene Blade og skizzerede sig det Parti, hvor vi stode: de to hoie Taarne med Porten, som Landeveien gaaer igjennem, de maleriske Huler tæt ved, og i Baggrunden den lille Bye oppe paa Biergene.

Jeg traadte nærmere til, og han gjorde mig opmærksom paa, hvor smukt Gjederne stode grupperede inde i den største Hule. I samme Nu sprang de weiret; et stort Niisknippe, der laae i cen af de mindre Aabninger ned til Hulen og tjente som Dør for Nedgangen, blev trukket bort, og Par for Par hoppede Gjeder ud, som Dyrene, da de gik af Noahs Ark. En ganske lille Bondedreng sluttede

7

Truppen; hans lille, spidse Hat med Seglgarnsbaandet om, de forrevne Strømper og Sandaler, dertil den forte, brune Kappe, han havde kastet om sig, gav ham et malerisk udseende. Ovenover trippede Gjederne mellem de lave Hækker; Drengen stillede sig paa et Fjeldstykke, der ragede frem over Hulen og faae paa os og paa Maleren, der aftegnede ham og den hele Omgivning.

,,Maledetto!" hørte vi Veturinen raabe og saae ham i fuld Fart komme hen imod os: eet af Passene var der noget galt i. Det er vistnok mit Pas, følte jeg, og Blodet steeg mig op i Kinderne. Den Fremmede skjændte over Soldaternes Uvidenhed, de kunde ikke læse, sagde han, og vi fulgte nu Veturinen op i det ene af Taarnene, hvor vi fandt fem til ser Mennesker, halvt henstrakte over et Bord, hvor de stavede i de udbredte Pas.

»Hvem hedder Frederik?" spurgte een af de Mægtigste ved Bordet.

Det giør icg", svarede den Fremmede, mit Navn er Frederik, paa italiensk Federigo.” Altsaa Federigo Sir?"

„O, nei! Det er min Konges Navn, som staaer øverst paa Passet.”

- --

„Ja saa!” sagde Manden og læste langsomt op: Frederic Six par la grace de dien Roi de Danemarc, des Vandales, des Gothes &c., men hvad er det?" afbrød Manden sig selv, 'er De en Vandale? det er jo et barbarist Folk?