rus cupido", som altid hvæsser de blodige Pile paa den gloende Slibesteen?"

Falerner-Vinen satte Perler i Glasset, Santa klinkede med mig, og sagde med et forunderligt Blik: paa bedre Tider!"

Paa bedre Tider!" gentog Federigo, „ja de komme! man maa aldrig forsage!"

Maretti stødte ogsaa Glasset mod vort, i det han niffede: „paa bedre Tider! Santa loe hoit og klappede mig paa Kinden.

III.

Vandring i Herculanum og Pompeji. Aftenen paa Vesuv.

Næste Morgen kom Federigo at afhente mig. Maretti steeg i Vognen med, friske Luftninger viftede fra Søen, og vi rullede omkring Bugten fra Neapel til Herculanum.

Hvor Røgen hvirvler fra Vesuv!" sagde Federigo og pegede paa Bjerget. Vi faae det herligt i Aften!"

»Det hvirvlede anderledes," sagde Maretti, det gif som Skyernes Skygge hen over den hele Egn Anno 79 post Christum, da Byerne, vi nu ville giæste, svandt under Lava og Aske!"

Strar hvor Neapels Forstad slipper, begynde Byerne Sant Giovanni, Portici og Recina, der saaledes grændse til hinanden, at de kunne bes tragtes som een By. Vi vare ved Maalet, før jeg tænkte det! foran et Huus i Necina gjorde vi Holdt. Under Gaden her, under den hele By, ligger Herculanum skjult. Lava og Aske dækkede i nogle Timer den hele Stad, man glemte dens Tilværelse, og Byen Recina reiste sig ovenover.

Vi traadte ind i det nærmeste Huus, í Gaarden var en stor, aaben Brønd, en Spiral-Trappe snoede sig ned igjennem den.

„Seer De Signori," sagde Maretti, „det var post Christum 1720, at Prindsen af Elboeuf lod denne Brønd grave. Strar da man kom nogle Fod ned, fandtes Statuer, saa blev Gravningen forbudt og, mirabile dictu, i 30 Aar rørte sig iffe en Haand, før Carl af Spanien kom hertil, lod Brønden grave dybere og nu stødte man paa en mægtig Steentrappe, som vi her kunne see!"

Dagen skinnede ned paa en lille Deel af den, det var Bænkene' paa Herculanums store Theas ter. Vor Ledsager tændte et Lys til os hver, og vi stege ned til Brøndens Dyb og stode nu paa Trinere, hvor Tilskuerne for sytten hundrede Aar siden havde, som eet Kjæmpelegem, lect, folt og jublet ved den fremstillede Livsbegivenhed.

En lille lav Dør, tæt ved, førte os ind i en stor rummelig Gang; vi steg ned til Orchestret, saae der de forskjellige Num for de enkelte Musici,

Paaklædnings-Værelserne og Scenen selv. Storhes den af det Hele greb mig. Kun stykkeviis funde det belyses for os, dog syntes det mig langt større end Sant Carlo. Tomt, mørkt og øde laae Alt rundt om, en Verden larmede ovenover. Som vi tænke os, at en forsvunden Slægt kan, som Aander træde ind i vor Virken og Leven, syntes jeg her at være traadt ud af vor Tidsalder og som et Spøgelse at vandre i den fjerne Old. Jeg længtes ordentligt efter Daglyset og snart aandede vi igjen dets varme Luftninger.

Vi dreiede til Høire i Recinas Gade, og en udgravet Plads laae foran os, men af en ringe Størrelse; den var Alt, hvad Solen skinnede paa af Herculanum; vi saae en enkelt Gade, Huse med smaa, snevre Værelser, røde og blaamalede Vægge; Lidet kun imod hvad der ventede os i Pompeii.

Recina laae bag ved os, og nu saac vi rundt om en Slette, der syntes et beegsort, fraadende Hav, størknet til Jern - Slak, Bygninger havde alt reist sig her, smaa Viinhaver grønne, des, en Kirke stod halv nedsjunket i dette Dødens Land.

„Denne Ødelæggelse har jeg selv feet!" sagde Maretti, et Barn var jeg, i Alder imellem lactens og puer, om jeg saa maa sige! aldrig glemmer jeg hiin Dag. Denne sorte Slak, vi nu rulle over, var en glødende Ildstrøm; jeg saae, hvor den væltede fra Vjerget mod Torre del

Greco. Min Fader, beati sunt mortui ! plukkede mig selv modne Druer her tætved, hvor nu kun den sorte, steenhaarde Skorpe ligger. Lysene skinnede blaa derinde i Kirken, og Murene herude røde, af det stærke Jldskær. Viinmarkerne skjultes, men Kirken stod som en svømmende Ark paa det glødende Jldhav!"

Som Rankerne snoe sig med tunge Druer fra Træ til Træ og synes en eneste Guirlande, knytter sig om Neapels Bugt By til By;*) den hele Vei, paa den nyligt omtalte ødelagte Strækning nær, syntes cen Toledogade. De lette Cabrioletter, overlæssede med Mennesker, Ryttere til Hest og til Wsels krydsede hinanden, Caravaner af Reisende, Damer og Herrer, bidroge til Maleriets Liv.

Altid havde jeg tænkt mig Pompeji nede i Jorden, ligesom Herculanum, men saaledes er det slet ikke. Oppe fra Bjerget har det skuet ud over Vinhaverne til det blaa Middelhav. Vi stege ved hvert Skridt, og stode nu foran en gjennembrudt Vold af fortgraa Aske, som enkelte grønne Hækker og Bomuldsplanter søgte at give et venli gere Udseende. Vagthavende Soldater lode sig see, og vi traadte ind i Forstaden til Pompeji.

De har læst Brevene til Tacitus ?" sagde Maretti. De har læst den yngre Plinius, nu

*) hvor Torre del Greco ender, begynder strax en anden: Torre del Annunziata.

skal de see Commentarer til hans Værk, som Jngen have dem!"

Gravgaden heed den lange Gade, hvor vi stod; her var Monument ved Monument, foran to saae man runde, smukke Divaner, med skjønne Udziringer; her havde i hiin Tid Pompeji Sønner og Døttre hvilet sig paa deres Spadseretoure ud af Byen; fra Gravene skuede de ud over den blomstrende Natur og den levende Færsel paa Landeveien og í Bugten. Nu saae vi en Række Huse paa begge Sider, alle med Boutikker; som Skeletter med tomme Øienhuler stirrede de paa os; rundt om viste sig Spor af Jordskiælvet, der tidligere end den store Ødelæggelse rystede Byen. Flere Huse viste, at de stode under Bygning, just da Ild og Aske begrov dem for Aarhundreder; ufuldførte Marmor-Carnisser laae paa Jorden og ved Siden Modeller til dem af terra cotta.

Nu først vare vi ved Byens Mure; opad disse gif brede Trappetrin, som paa et Amphitheater; foran os strakte sig en lang, snever Gade, brolagt, som Neapel, med brede Lavafliser, Rester altsaa af en langt tidligere Eruption, end den, som for syttenhundrede Aar siden ødelagde Hercula-. num og Pompeji. Dybe Hjulspor furede sig ned i Stenene, paa Husene læstes endnu Beboernes Navne, indhuggede der, medens de selv levede; enkelte Steder hang endnu Skildte, eet af disse tilkjendegav, at her i Huset forfærdigedes Mosaikarbeider.