1

mine Dine igjen see Guds Verden. Jeg drømte det atter samme Nat, jeg fortalte det til Angela, men han rystede paa Hovedet. I Morgenstunden efter drømte han det selv, da sagde han: Madonnas Magt være lovet, de onde ander maae selv lyde hende!" Vi stode op, han spændte Seilet ud, og vi floi over Soen. Dagen gik og det blev Aften og Nat, men jeg var i den sælsomme Verden, hørte, hvor Livets Engel nævnede mit Navn, og hans Stemme lød som din, han gav mig Urterne og Rigdom men, store Skatte samlede fra Verdens forskjellige Lande. Vi kogte Urterne, men Lyset skinnede ei ind i mine Dine. Da kom en Dag Rosas Broder til Paestum, han kom í vor Hytte, hvor jeg laae, og rørtes ved min Længsel efter at see Guds deilige Verden, han lovede mig Dinenes Lys, tog mig med til Neapel, og jeg saae Livets store Herlighed; han og Rosa fik mig kjær, de aabnede mig en anden skjønnere Verden, Aandens. Jeg blev hos dem, de kaldte mig Maria efter en kjær Søster, der var dod i Grækenland. En Dag bragte Angela mig de rige Skatte, sagde, at de vare mine, at Døden var í hans Blod, sin sidste Kraft havde han anvendt, for at bringe mig min Eiendom, og hans Tale var den Doendes sidste. Jeg saae ham døe, ham, min Armods eneste Beskytter. En Aften spurgte Rosas Broder mig saa forunderligt alvorligt om den gamle Pleicfader og om Rigdommene. Jeg vidste kun, hvad han havde sagt, at Aanden i den straalende Grotte havde givet ham disse; jeg

vidste, at vi altid havde levet i Armod, Angela kunde ikke være Fribytter, han var saa from, hver lille Gave deelte han med mig!"

Jeg fortalte hende da, hvor sælsomt hendes Live Eventyr greb ind i mit, hvorledes jeg havde feet hende med den Gamle i den forunderlige Grotte. At den Gamle selv tog den tunge Konka, vilde jeg ci sige; men jeg fortalte, at jeg rakte hende Urterne.

Men, udbrød hun, Aanden sank i Jorden, da den rakte mig Urterne, saaledes har Angela fortalt mig!"

„Det har syntes ham saa! jeg var afkræftet, mine Fødder kunde iffe bære mig, jeg sank i Knæ og tilsidst livløs om i det grønne Krat!"

Hüin forunderlige straalende Verden, hvor vi mødtes, var det Uopløselige, den faste Knude mellem det Overnaturlige og Virkeligheden.

Vor Kjærlighed er dog en Aandens Verden!" udbrød jeg, „til Aandens Verden gik alle vore Kjære, mod den svæve vi selv i vort Jordliv, hvorfor da iffe troe paa den, den er just den store Virkelighed!" og jeg trykkede Lara til mit Hjerte, hun var skjøn, som da jeg første Gang saae hende.

Jeg kjendte Dig paa Stemmen, da jeg atter hørte Dig i Venedig!” sagde hun; „mit Hjerte drev mig til Dig, jeg troer selv i Kirken for Guds Moz ders Aasyn, var jeg sjunket for Dine Fødder! Jeg saae Dig her, lærte meer og meer at skatte Digførtes anden Gang ind i dit liv, da Annunzi,

-

ata velsignede mig som Din Brud! men Du stødte mig bort, sagde Du elskede Ingen mere! ingen Ovinde vilde Du række din Haand! Aldrig næævnede Du Lara, Paestum eller Capri, naar Du talte om dit Livs sælsomme Skjæbne! da troede jeg, Du elskede mig ikke, at Du havde glemt, hvad der ei laae dit Hjerte nær!”

Jeg trykkede Forsoningens Kys paa hendes Haand, sagde, hvor sælsomt hendes Blik havde fængs slet min Læbe; først da Legemet laae bundet til Døden, da min Aand selv svævede i Aandernes Verden, som vor Kjærlighed saa forunderligt knyttedes til, havde jeg vovet at udtale mit Hjertes Tanke.

Ingen Fremmed, kun Rosa og Podesta vidste vor Kjærligheds Lykke. Hvor gjerne havde jeg ikke sagt den til Poggio. Daglig havde han, under min Sygdom, flere Gange besøgt mig, jeg syntes ordentligt han faae bleg ud, da jeg kom op og í det klare Sollys trykkede ham til mit Hjerte.

Poggio, kom í Aften til os!" sagde Podesta; „men kom vist! De seer kun Familien, Antonio og tre Venner til."

Alt var festligt smykket.

Det er som til en Navnefest!" sagde Poggio; og Podesta førte ham og Vennerne til det lille Capel, hvor Lara rakte mig Haanden. En blaa Viol-Bouquet havde hun hæftet i det mørke Haar. Den blinde Pige fra Paestum stod seende, dobbelt stion for mig. Hun var min.

Alle lykønskede os, Glæden var stor, Poggio sang lystigt, og drak Skaal paa Skaal.

Jeg tabte Væddemaalet!" sagde jeg, men jeg tabte gjerne, thi mit Tab var min Lykkes Vinding!” og jeg trykkede et Kys paa Laras Læber.

Som brusende Toner lød de Andres Glæde; min og Laras var stum, taus, som Natten, der favnede os, da Alle vare borte.

Livet er ingen Drøm," følte jeg. „Kjærligheds Lykke er Virkelighed!" udbrød jeg og Bryst mod Bryst tabte Tanken sig i en Salighed, som kun en Gud har kunnet aande i det menneskelige Bryst.

1

To Dage efter fulgte Rosa os fra Venedig. Vi gik til den Eiendom, der var kjøbt for hendes Formue. Siden Bryllupsaftenen havde jeg ikke seet Poggio; nu kom et Brev fra ham, jeg læste det:

Væddemaalet har jeg vundet, og dog tabt.!

Han var ikke at finde i Venedig. I Tiden blev mir Formodning Vished, han havde elsket Lara. Stakkels Poggio. Din Læbe sang Glæde, mens Dødstanken fyldte dit Hjerte.

Francesca fandt Lara elskelig, jeg selv havde vundet saa uendelig paa Reisen, hun, Eccele lenca og Fabiani, alle bifaldt mit Valg. Habbas Dahdah selv smilte over hele Ansigtet, da han lykønskede mig.

Af gamle Bekjendter lever endnu *) Onkel Peps

*) 1837.

po, han sidder paa den spanske Trappe, hvor han vist i mange Alar vil sige sit bon giorno!

Den fiette Marts 1834 var en stor Deel Fremmede samlede i Vertshuset hos Pagani, paa Den Capri. Alles Opmærksomhed var henvendt paa en ung Calabreserinde, hvis Skjønhed greb dem; det skjønne, mørke Die hvilte paa hendes Mand, som hun rakte Armen. Det var mig og Lara. Tre lykkelige Aar havde vi nu været gift, og besøgte nu paa en Reise til Venedig, Den Capri, hvor vort Livs forunderligste Eventyr hørte hiemme, hvor det vilde opklare sig.. I Hiørnet af Værelset stod en gammel Dame og holdt Armene om et lille Barn! en fremmed Herre, temmelig høi og noget bleg, med stærke Træk og iført en blaa Frakke, nærmede sig Barnet, legede med det og var henrykt over dets Deilighed; han talte Fransk, men til Barnet enkelte italienske Ord, gjorde lystige Spring for det, fik det til at lee, og det rakte ham Wunden til at kysse; han spurgte, hvad det hed, og den gamle Dame, min kjære Rosa var det, fagde: „Annunziata! .Et deiligt Navn!" sagde han, og kyssede den Lille, mit og Laras Barn. Jeg nærmede mig ham, han var Dansk; der var endnu en Landsmand af ham i Stuen, en alvorlig lille Mand, med et klogt Blik, han var i en hvid Frakke; jeg hilste paa dem, det var Federigos og den store Thorvaldsens