Taus trykkede jeg hendes Haand til mine Læber, takkede for hendes Fromhed og milde Sind, at hun var gaaet til Annunziata. Jeg forlod dem, traadte ind i Kirken og bad for den Døde.

Aldrig havde jeg mødt større Inderlighed og Venskab, end fra dette Sieblik i Podestaens Suus; en kjær Broder var jeg for Rosa og Maria, ethvert af mine Ønsker søgte de at aflure mig; selv i de mindste Smaating saae jeg deres Omhu for mig.

Jeg besøgte Annunziatas Grav.. Kirkegaarden var en svømmende Ark, med hoie Mure, hævende sig op af Vandet, Den med de Dodes Have. En grøn Plet med mange sorte Kors saae jeg for mig. Jeg fandt den Grav jeg søgte. „Annun ziata var den hele Indskrift; en frisk, smuk Krands af grønne Laurbær hang over Korset, vistnok en Gave fra Rosa og Maria. Jeg takkede dem begge derfor. Hvor skjøn var ikke Maria i sin Mildhed, hvilken forunderlig Lighed havde hun ikke med mit Skjønhedsbillede Lara, naar hun slog Diet ned; de forekom mig, i hvor uforklarligt det syntes, at være een Person.

Paa denne Tid indtraf et Brev fra Fabiani; jeg havde nu været paa fjerde Maaned i Venedig, det undrede ham, han syntes, jeg ikke burde anvende længere Tid paa denne By, men besøge Milano eller Genua; dog stod det ganske til mig selv, hvad jeg helst vilde, kunde jeg gjøre. Hvad holdt mig ogsaa i Venedig, den var mig Sor

gens By, som den havde hilset mig ved min Ankomst, mit Livs bedste Drøm havde her opløst sig i Taarer. Maria og Rosa ere mig kjærlige Søstre, Poggio en elskværdig, trofast Ven, jeg finingen som de, men vi maae jo dog skilles ad, her finder min Smerte kun Næring! Ja bort! bort! det var min Beslutning. Jeg vilde forberede Rosa og Maria paa det; de maatte jo dog vide det. Om Aftenen sad jeg hos dem i den store Sal, hvor Balconen gik ud over Kanalen. Maria vilde at Tjeneren skulde bringe Lampen ind, men Rosa syn-` tes, det var smukkere i det klare Maaneskin. Orangetræet duftede saa stærkt.

„Syng for os, Maria!" sagde Rosa, „syng den smukke Sang, Du har lært om Troglodytgrotten! lad Antonio høre den!"

Paa sælsomme bløde Toner sang Maria da en forunderlig stille Vuggesang. Tert og Melodie smeltede sammen, og viste for Hjerte og Tanke Skjønhedens Hjem under den ætherklare Bølge.

„Der er noget saa aandigt, saa gjennemsigtigt i den hele Sang!" sagde Rosa.

Saaledes maa Aanden aabenbare sig uden Legeme!" udbrød jeg.

„Saaledes svømmer Verdens Deilighed for den Blinde!" fukkede Maria.

Wien saa skjon er den ikke, naar Diet aabnes ?” spurgte Nosa.

Ikke saa skjøn, og dog stionnere! svarede Maria.

Improvisatoren 2det Bind.

15

Da fortalte Rosa, hvad alt Poggio havde sagt mig, at Maria havde været blind, at Broderen havde skiænket hende Diets Lys.

"

Maria

nævnte hans Navn med Kjærlighed og Taknemmelighed, fortalte mig barnligt sine Begreber om Verdenen uden om hende, om den varme Sol, om Menneskene, om Cactussens brede Blade og de store Templer. J Grækenland ere der flere, end her! bemærkede hun pludseligt, og der blev et Ophold i Fortællingen. Som Tonernernes Skjønhed og Styrke tænkte jeg mig Farverne!" sagde hun. „Violerne ere blaa, Havet og Himlen ere ogsaa blaa, fortalte man mig, af Violernes Duft lærte jeg da, hvor skjøn Himlen og Havet maatte være! Naar det legemlige Øie er dødt, seer det sjælelige mere klart! Den Blinde lærer at troe paa en Aandeverden! Alt, hvad han skuer, aabenbarer sig fra denne!"

Jeg tænkte paa Lara, med den blaa Violbouquet i de mørke Haar, Orangetræets Duft førte mig ogsaa til Paestum, hvor Violerne og de røde Levkoier vore om Tempel-Ruinerne. Vi talte om Naturens store Skjønhed, om Havet og Bjergene, og Rosa længtes efter sit skjønne Neapel. Da fortalte jeg dem, at min Afreise var nær, at jeg alt om nogle Dage forlod Venedig.

„De vil forlade os?" sagde Rosa bedrøvet. Derpaa havde jeg slet ikke tænkt!"

De kommer ikke mere til Venedig? spurgte Maria! De kommer ikke mere til Deres Venner?”

"

Jo! jo sikkert!" udbrød jeg, og skjøndt det slet ikke var min Plan, forsikkrede jeg nu, at fra Milano vendte jeg tilbage til Rom over Venedig; men mon jeg selv troede det? Jeg var ved Annunziatas Grav, tog et Blad af Krandsen, der hang, og gjemte det, som vilde jeg aldrig mere vende tilbage. Det var ogsaa sidste Gang, jeg kom her. Hvað Graven gjemte, var Stov, i mit Hjerte stod dets Skjønheds Aftryk, og hos Madonna byggede Aanden, hvis Billede det var. Annunziatas Grav og den lille Stue, hvor Rosa og Maria rakte mig Haanden til Afsked, saac alene min Graad og Bedrøvelse.

„Find en ædel Ovinde, der kan oprette Deres Hiertes Tab sagde Rosa ved Afskeden, bring hende engang i mine Arme, jeg veed, jeg vil elske hende, som De har lært mig at elske Annunziata!"

„Kom glad tilbage!” sagde Marià. Jeg kyssede hende paa Haanden, hendes Die hvilte smerteligt bedrøvet paa mit. Podesta stod med det skummende Champagne - Glas, og Poggio istemte en lystig Reisesang om det rullende Hjul og Fuglenes Sang i den fri Natur! Han fulgte mig i Gondolen over til Fusina. Damerne vinkede fra Bals conen med hvide Lommetørklæder. Hvor meget kunde der ikke skee, før vi atter saae hinanden. Poggio var overgiven lystig, men jeg følte nok, det var ikke naturligt. Han trykkede mig hæftigt i sine Arme, og sagde, at vi skulde flittigt skrive

Du mælder mig da om Din smukke Brud og glems mer ikke Væddemaalet!

Hvor kan Du spøge i dette Øieblik,” sagde jeg, Du veed min Bestemmelse! Vi skiltes ad.

XIV.

Milanos Dom

Veronas Mærkværdigheder.

kirke. Modet ved Napoleons Triumphbue. Drom og Virkelighed. Den blaa Grotte.

Vognen rullede afsted. Jeg saac den grønne Brenta, Grædepilene, de smukke Villaer og de fierne Bjerge; mod Aften var jeg i Padua. Sant Antonii Kirke med sine syv stolte Kupler hilste mig i det klare Maancskin. Det var lystigt og levende under Gadernes Buegange, men jeg følte mig fremmed og ene. Ved Solskinet blev Alt mig endnu mere ubehageligt. Bort! længer bort! Reiselivet opmuntrer og foriager Sorgen. tænkte jeg, og Hjulet rullede.

Alt var en stor Slette, men frodig grøn, som de pontinske Sumpe. De høie Grædepile hang som store Cascader ud over Grofterne, rundt om stode Altre med Madonnas hellige Billede, enkelte af