skikkelse," tilføiede jeg i en mildere Tone, drev mig ud i Verden." Hun blev taus, men hendes Blik hvilte forunderligt fast paa mig, hun syntes at ville tale, Læberne bevægede sig, men hun taug, et dybt Suk steg fra hendes Bryst, hun slog Blikket op, men boiede sig derpaa atter. Haanden gled hen over hendes Pande, det var som en Tanke gik gjen nem hendes Sjæl, kjendt kun af Gud og hende.

Jeg har feet Dem igjen!" udbrød hun, „seet Dem endnu engang i denne Verden! jeg føler De er et godt, et ædelt Menneske. De vil blive lykkeligere end jeg! Svanen har udsjunget. Skjønheden ́er henblomstret, jeg er ganske ene! af den lykkelige Annunziata er kun Billedet der paa Væggen! En Bon har jeg! De vil ikke afslaae mig den! Annunziata, som engang glædede Dem, beder derom!"

„Alt, Alt lover jeg!" udbrød jeg, og trykkede hendes Haand til mine Læber.

»Betragt, som en Drøm, hvad De har sect i denne Aften! Mødes vi i Verden, da kjende vi ikke hinanden! Nu skilles vi!" hun rakte mig Haanden. I en bedre Verden modes vi! her skilles vore Veie! Lev vel, Antonio! Lev vel!"

Da sank jeg, overvældet af Smerte, ned før hende. Jeg veed intet mere, hun ledte mig som et Barn, og jeg græd, som det. Jeg kommer! jeg kommer atter!" sagde jeg, og forlod hende. Lev vel! hørte jeg hende sige, men saae hende ikke mere. Alt var mørkt nedad, og paa Gaden. „Gud! hvor Improvisatoren 2det Bind.

14

ulykkelige kunne dine Skabninger være!" jamrede jeg og græd, ingen Søvn kom i mine Dine. Det var en Sorgens Nat.

Under tusinde Planer, jeg opfattede og forkastede igjen, gif den følgende Dag. Jeg følte min Armod! en fattig Dreng man havde taget fra Campagnen, var jeg kun; min større Aandsfrihed havde just lagt mig i Afhængighedens Lænker! men mit Talent syntes jo at aabne mig en glimrende Vei,

kunde den blive mere glimrende, end Annunziatas, og hvorledes endte den? Den brusende Flod, som straalte med Vandfald og Regnbuer, endte i Elendighedens pontinske Sumpe.

Endnu cengang maatte jeg see Annunziata, tale med hende. Det var den anden Dag efter vort Møde, at jeg igien steg op af de snevre, mørke Trapper. Døren var lukket; jeg bankede paa, en gammel Morlil`aabnede Sidedøren, spurgte om jeg vilde see Værelset, det var ledigt; men det var nok for lidet for mig. Men Sangerinden? spurgte icg. Hun er flyttet!" svarede den Gamle, „flyt tet alt igaar morges! reist, troer jeg! det gik i en stor Fart!"

-

„De veed ikke, hvorhen ? spurgte jeg. „Nei, hun talte ikke et Ord derom! men de ere gaaet til Padua, eller Triest eller Ferrara, eller saadant et Sted, som der jo ere saa mange af! Hun aabnede Døren og viste mig det tomme Værelse.

Jeg gik til Theatret, Truppen havde igaar givet sidste Forestilling; nu var der lukket.

Sun

er borte! den ulykkelige Annunziata! Bernardo var dog Skyld i hendes Ulykke, Skyld i hele den Retning, mit Liv havde taget; havde han ikke været, havde hun kunnet elske mig, hendes Kjærlighed vilde have givet min Aland en større Kraft og Udvikling. Havde jeg den Gang fulgt hende og var optraadt som Improvisator, vilde maaskee min Triumph have knyttet sig til hendes, vi havde skiftet Plads. Alt var blevet anderledes. Kummer havde ikke furet hendes Pande.

XIII.

Poggio. Annunziata. Mária.

Poggio besøgte mig, spøgte over min Forstemthed, men jeg kunde ikke sige ham Grunden; Ingen kunde jeg sige den.

„Du seer jo ud, som der blæste en slem Scirocco! Er det fra Hjertet, denne varme Luftning kommer? Den lille Fugl derinde kunde brænde op, og da det ingen Fugl Phoenir er, saa er den iffe indrettet paa det! den maa imellem flyve ud, hakke af de røde Vær paa Marken, og af de fine Roser paa Balkonen, tage for sig af Retterne, det gjør min Fugl, og finder sig vel derved, har et ypperligt Humeur, synger Lystighed i mit Blod, i mit hele Væsen, og derfra har jeg det Lune, jeg har det kan

7

Du ogsaa faae, og skal det! en Digter maa just just have rigtig Fugl i Brystet, en Fugl, som kjender baade Roser og Bær, de sure og de søde, Grumset og theren!"

Det er en smuk Idee om en Digter!" udbrod jeg.

Christus blev et Menneske, som vi Andre, steg selv ned i Helvede til de Fordømte! det Guddommelige maa blande sig med det jordiske, skal der komme et mægtigt Produkt derud af --! men, det er jo en prægtig Forclæsning, jeg begynder paa. Een skulde jeg jo rigtignok holde, det gav jeg Lofte paa, men jeg troer, det var over et andet Thema. hvad betyder det, at Herren med cet forlader sine Venner. I tre Dage har han ikke været i Podestaens Huus! det er stygt, meget stygt af ham! Familien er ogsaa vred. Endnu i Dag maa Du hen og, knælende som en anden Frederik Barbarossa, holde Stigboilerne. Ikke været i tre Dage hos Podestaens, det hører jeg af Signora Rosa! Hvad gaaer der dog af Dig?"

»Jeg har ikke følt mig vel, ikke været ude!"

„Nei, kjære Ven, det veed man bedre! forleden Aften var Du jo henne at see Operaen la regina di spagna, hvor den lille Aurelia kommer som Riddersmand, det er en lille Orlando furioso! men den Erobring kan da ikke sætte graa Haar, den er ikke saa vanskelig; hvad det nu ogsaa er, Du følger med til Middag. hos Podestaens! der ere

vi indbudne, og jeg har givet min Haand paa, at bringe Dig med!"

„Poggio,” sagde jeg alvorligt, „Dig vil jeg sige Grunden, hvorfor jeg ikke har været der, hvorfor jeg fieldnere vil komme der!" Jeg sagde hvad Banquierens Frue havde hvidsket mig i Dret, at Venedig talte om, at jeg vilde vinde den smukke Maria, som havde Formue, havde et Gods i Calabrien."

„Raa!” udbrød Poggio, „det maatte de da gjerne sige om mig, derfor vil Du ikke komme der? Ja vidst, det sige Folk, det troer jeg selv, for det er saa naturligt! men enten vi have Net eller Uret, saa er det ikke billigt, at være uartig mod Familien. Maria er smuk, meget smuk, har Forstand og Følelse, og Du elsker hende ogsaa, det har jeg altfor tydeligt sect!"

„Nei, nei!" udbrød jeg! Min Tanke er der saa langt fra Kjærlighed! Maria har Lighed med et blindt Barn, jeg engang har seet, et Barn, der underligt tiltalte mig, som Born kunne det! Denne Lighed har ofte grebet mig hos Maria, og fæstet mit Blik fast paa hende!”

„Maria har ogsaa været blind,” sagde Poggio i en noget alvorlig Tone, hun kom nok blind fra Grækenland, hendes Onkel, Lægen i Neapel, har opereret hende!"

„Min Blinde var ikke Maria!" sagde icg.

Din Blinde," gientog Poggio lystigt, det var nok en underlig Person, det blinde Barn, der