Kort. Min Søsterdatter er et Barn, et forunderligt Barn, hun vil bort, vieblikkelig bort! jeg maa føie hende." - Den gamle Dame rakte mig Haanden og forlod Værelset. „Lykkelige Menneske!” sagde Poggio, „det var Podestas Søster! De kjender hende, har hendes Indbydelse, det halve Venedig vil misunde Dem. Knap nu Kjolen vel til om Hjertet, naar De kommer der, at De ikke saares, som de Fleste, der neppe nærme sig, i den Grad, det fiendtlige Batterie. Den Skjønne var borte. Dieblikkelig havde Følelsen henrevet hende, hun var sjunket for mine Fødder, men i samme Nu vaktes hendes stærke Blufærdighed og sky Tilbageholdenhed; Angest og Skræk drev hende derfor bort fra den store Kreds, hvor hun havde tiltrukket sig Opmærksomhed, og dog lod kun hendes Lov, og Beundring, den blandedes med min! Skjønhedens Dronning havde fortryllet Alle, hendes Hjerte var ædelt, som hendes Former. - Vevidstheden om en god Handling kastede en Lysstraale i min Sial, icg følte en ædel Stolthed, følte min Lykke, at eie Sangens Gave. Al den Roes og Kjærlighed, jeg rundt om mødte, smeltede hver Bitterhed i min Sjæl, det var som min aandelige Kraft, renere og bedre, hævede sig efter sin bittre Skindod; jeg tænkte paa Flaminia, og tænkte paa hende uden Smerte, hun vilde søsterligt have trykket min Haand. Hendes Ord, at kun det Guddommelige, Guds Forherligelse burde Digs teren synge, lyste klart i min Sjæl, jeg følte atter Kraft og Mod, en mild Ro udbredte sig over mit hele Væsen, og første Gang i mange, mange Tider kjendte jeg igjen til Glæden. Det var en lykkelig Aften. Poggio klinkede med mig! vi sluts tede Venskab og beseglede det med et broderligt Du. Sildigt kom jeg hiem, men jeg følte ikke til Søvn, Maanen skinnede saa klart paa Vandet i Canalerne, Luften var saa hoi og blaa. Med Barnets fromme Tro foldede jeg mine Hænder og bad: Fader tilgiv mig mine Synder! giv mig Kraft til at være et godt og ædelt Menneske, og da tør jeg jo nok erindre Flaminia, tænke paa Sosteren, styrk ogs saa hendes Sjæl, lad hende aldrig drømme om min Smerte! Vær os god og naadig, evige Gud! Og jeg følte mig let om Hjertet; Venedigs tomme Canaler, gamle Palaier syntes mig en skjøn, svømmende Feeverden. Næste Morgen var jeg forunderligt oprømt, en ædel Stolthed var vakt i mit Bryst, jeg var lykkelig ved mine aandelige Evner og Gud taknemmelig. Jeg tog en Gondol, for at aflægge min Visit hos Podestaen, hvis Soster ieg jo kjendte; ærligt talt, havde jeg ogsaa Lyst at see den unge Dame, der saa levende havde hyldet mig, og gjaldt for Skjønhedens Dronning. ,,Palazzo d'Othello!" fagde Gondolieren, og førte mig gjennem den store Canal til en gammel Bygning, medens han fortalte, at Mohren af Venedig, der qvalte sin skjønne Hustru, Desdes mona, havde boet deri, at alle Englændere kom for at see dette Huus, som om det var Marcuskirken eller Arsenalet. De toge Alle mod mig, som mod en kjær Slægtning. Rosa, Podestaens gamle Soster, talte om den kjære afdøde Broder, om det levende, lystige Neapel, som hun nu i fire Aar ikke havde feet. „Ja," sagde hun, „Maria længes ogsaa, og vi reise, vi reise, naar nogen mindst troer det, jeg maa see Vesuv og det deilige Capri endnu engang, før jeg døer. Maria traadte ind, rakte mig søsterligt og dog med en forunderlig Blyhed, Haanden; skion var hun, ja jeg syntes, skjønnere, end da hun igaar boicde sig for mig. Poggio havde Net, saaledes maatte den Yngste af Gratierne see ud, intet qvindeligt Væsen var skjønnere formet, Lara maaskee? Ja Lara! den blinde Pige, i sine Pialter, med den lille Viol-Bouquet i Haaret, var skjøn som Maria i sin rige Pragt! De lukkede Øine havde talt til mit Hjerte stærkere, end det sælsomme mørke Jldblik; hvert Træk var Vemod, som hos Lara, men i det aabne mørke Die laae en Fred, en Glæde, Lara aldrig havde kjendt. Der var saa me get hos hende, der bragte mig til at tænke paa den blinde Tiggerpige, hvem hun aldrig havde seet, selv mit Hjertes forunderlige Wrbødighed her, som for noget Høiere. Mine aandelige Evner vandt større Bøielighed, min Veltalenhed blev rigere. Jeg behagede dem Alle, følte jeg, og Maria syntes at yde mig den Beundring, fom Skjønheden aftvang mig for hende. Jeg betragtede hende, som Elskeren betragter en herlig qvindelig Statue, der fuldkommengjør Billedet af hans Elskede. I Maria fandt jeg Laras Skjønhed, næsten som i et Speilbillede, og Flaminias hele søsterlige Sind; man maatte have Fortrolighed til hende. Det var mig, som om vi længe havde kjendt hinanden. XII. Sangerinden. En stor Livsbegivenhed ligger mig her saa nær, at den næsten fortrænger alt andet; som Skovens hoic Pinie, drager den Blikket bort fra det lave Underkrat, kun flygtigt skildrer jeg derfor Mellemgrunden. Jeg kom ofte i Podestaens Huus, jeg var dets oplivende Genius, sagde de. Rosa fortalte om sit kjære Neapel og jeg læste for hende divina comedia, Alfieri og Nicolini, og som Digterarbeiderne henrev mig Marias Aand og Følelse. Udenfor Huset var Poggio min kjæreste Omgang, man vidste det, og han blev indbudet af Podesta; han takkede mig, sagde det var mine og ikke hans Fortjenester, vert Venskab, der førte ham hen, hvor han maatte misundes af hele Venedigs Ungdom. Overalt beundrede man mit Improvisator - Talent, ja vurderte det saa høit, at ingen Kreds slap mig, før jeg havde opfyldt deres Ønske, at skabe et Digt. De første Kunstnere rakte mig broderlig Haanden og opmuntrede mig til offentligen at optræde, og jeg opfyldte det halvt, ved i Academia del arte, for dets Medlemmer, en Aften at improviseré over Dandolos Tog mod Constantinopel og over BronzeHestene paa Sant Marcuskirken, hvorfor man hædrede mig med et Diplom; jeg var nu optaget i Selskabet. Men en endnu større Glæde ventede mig i Podestaens Huus. Maria overrakte mig en Dag en lille ske, med et smukt Halsbaand af skjønne, brogede Muslingeskaller, uendelige smaa, fine og nydelige, kun hæftede sammen ved en Silfetraad; det var en Gave fra de Ulykkelige paa Lido, hvis Velgjører man kaldte mig. Det er meget smukt!" sagde María. „Det maa De giemme, at forære Deres Brud!" sagde Rosa, „det er just en smuk Gave, og i den Henseende blev den ogsaa givet!" „Min Brud!" gientog jeg alvorligt," ieg har ingen, slet ingen!" "Men hun kommer! sagde Rosa. De faaer en Brud, og det den smukkeste af dem Alle!" „Aldrig gientog jeg og stirrede paa Jorden, idet jeg følte, hvor meget jeg havde tabt. Maria |