mægtige Bronzcheste over Portalen; om Cyperns Candias og Morcas røde Master hang Flagene uden Bevægelse, en Skare Duer opfyldte i tusindviis Pladsen og trippede paa de brede Stene.

Jeg besøgte ponte rialto, Pulsaaren, der talte om Livet, og snart havde jeg opfattet Venedigs, Sorgens store Billede, Aftrykket af min egen Sjæl. Jeg syntes endnu at være paa Soen, kun flyttet fra et mindre til et større Skib, en svømmende Ark.

Da Aftenen kom, da Maaneskinnet kastede sit usikkre Lys og udbredte stærkere Skygger, følte jeg mig her mere hjemme; i Aandeverdenens Time blev jeg først fortrolig med den døde Brud. Jeg stod ved det aabne Vindue, den sorte Gondol gled hurtigt over det mørke Vand, som Maanen skinnede paa. Jeg tænkte paa Skipperens Sang om Kys og Kjærlighed, følte en Bitterhed mod Annunzi ata, der havde foretrukket den letfærdige Bernardo for mig, og hvorfor maaskee just for det Piquante, hans Letfærdighed gav ham, saaledes ere jo Qvinderne! jeg følte Bitterhed, selv mod den uskyldige, fromme Flaminia; Klosterets Stilhed og Fred var hende meer, end min stærke broderlige Kjærlighed. Nei, nei, jeg elskede ingen af dem mere, der var Tomhed i mit Bryst for alt, hvad jeg før havde kjær. Paa ingen af dem vilde jeg tænke, og som en synkende Aand, svævede da min Tanke mellem Skjønhedsbilledet Lara og Syndens Datter Santa. Jeg steg i en Gondol, og led den føre mig gjennem Gaderne i den tause Aften..

Rockarlene istemte deres Verelsang, som ei var af Gerusalemme liberata, selv Hjertets gamle Melodier glemte Venetianerne, da deres Doger uddøde og fremmede Hænder bandt Løvens Vinger, spændte den for deres Triumphvogn. Livet vil jeg gribe! nyde det til de sidste Draaber! sagde jeg, og Gondolen laae stille, vi vare ved Hotellet, hvor jeg boede, jeg steg ud, eg gik for at sove. Det var den første Dag i Venedig.

XI.

Stormen. Soirée hos min Banquier. Podestaens Sesterdatter.

De Breve, jeg bragte med, forskaffede mig Bekjendtskaber, Venner, som man kalder det, og jeg - var Signore Abbate! Ingen belærede mig, Man fandt det Gode, ieg sagde, fortræffeligt, jeg havde ogsaa Talenter. Af Eccellenza og Frans cesca var jeg vant til, stedse at høre Meddelelser, der krænkede mig, de fortalte mig altid, hvad der maatte være mig ukjært at høre, næsten var det, som de samlede alt Ondt mod mig, for at de kunde fige mig, at der vare mange, der slet ikke meente mig det saa godt. Her faldt ogsaa dette bort.

181

Rigtignok havde jeg altsaa ikke oprigtige Venner; thi dẹt var kun disse, som sagde mig Ubehageligheder. Jeg følte ikke længer mit underordnede Forhold, som ikke engang Flaminias Godhed havde kunnet hæve.

Jeg havde besøgt Dogernes rige Palais, vandret i de tomme, prægtige Sale, feet Inquisitions Værelset med det hæslige Billede af Helvedes Marter. Jeg gik over et snevert Gallerie, en lukket Bro, høit oppe ved Taget, ud over Kanalen, hvor Gondolerne gled; fra Doge-Palaiet kom man saaledes til Venedigs Fængsler. Sukkenes Bro" kaldtes denne Buc. Tæt ved laae Brøndene; kun Lampens Lys fra Gangen kunde mellem de tætte Jernstænger trænge ind i de øverste Fængsler, og dog vare disse oplyste, luftige Haller, imod dybere nede; under den svampede Lem, dybere selv, end Vandet stod udenfor i Canalen, havde Ulykkelige sukket og ridset i de vaade Vægge. Luft, Luft! forlangte mit Hjerte, rystet ved disse Rædsels Steder og jeg steg i en Gondol, foer pilsnart bort fra det blegrøde, gamle Palais og fra Svilerne med Sant Theodorus og Venedigs Love, hen over det levende grønne Vand til Lagunerne og Lido, for at aande Havets friske Luftning; - og jeg saae en Kirkegaard. Den Fremmede, Protestanten, jordedes her langt fra sit Fædreland, jørdedes paa en lille Strimmel af Jord mellem Bølger, der Dag for Dag syntes at bortrive den svage Rest. Hvide Menneskebeen stak frem af Sandet; kun Brændingen græd over dem. Her havde tidt Fiskerens Brud eller Hustru siddet og

ventet paa Elsker og Mand, der søgte Fangst paa det usikkre Hav. Stormene steg og hvilte atter de stærke Vinger, og Ovinderne sang da af Gerusalemme liberata deres Sange og lyttede, om ikke Manden svarede, men Kjærlighed gav ingen Verelsang, ene sad hun og saae ud over det tause Hav, og ogsaa hendes Læbe taug, Diet saae kun de hvide Dødnings been ved Stranden, hun hørte kun de hule Bræn dinger, medens Natten steg over det døde, tause Venedig.

Det mørke Billede opfyldte min Tanke, min hele Sindsstemning gav det en stærk Eolorit. Alvorlig som en Kirke, erindrende om Graven og det usynlige Hellige, stod mig den hele Natur. For mit Øre klang Flaminias Ord, at den Guds Prophet, en Sanger var, skulde stræbe kun at udtale Guds Forherligelse: dette Stof var det høieste. Den udødelige Sjæl skulde synge om det udødelige, Dieblikkets Glimmer verlede i Farvespil og svandt med Minutet, som fødte det, og jeg følte en opblussende Kraft og Begeistring, men snart sank deň igjen afmægtig tilbage. Taus steg jeg i Gondolen, der førte mig til Lido. Det store aabne Hav laac foran mig, Soen gik i lange Brændinger, jeg tænkte paa Havbugten ved Amalfi.

Nær ved mig, mellem Tang og Stene, sad en ung Mand og skizzerede, vistnok en fremmed Maler; han forekom mig bekjendt, icg traadte nærmere, han reiste sig, vi kjendte hinanden. Det var Poggio, en ung venetiansk Adelsmand, jeg alt nogle Gange

havde været i Selskab med hos de Familier, jeg havde lært at fjende.

Signore! udbrød han; De paa Lido! Fr det Havets Skjønhed eller," tilføiede han, andre Skjønheder, der fører Dem saa nær det vrede Adris aterhav?"

་

Vi rakte hinanden Haanden. Jeg vidste om ham, at han ikke havde Formue, derimod et stort Talent, som Maler; han syntes af en lykkelig, næs sten overgiven Natur, og dog havde man hvidsket mig i Dret, at han i sin Eensomhed var den største Misanthrop. Efter hans Tale at dømme, maatte han være den personificerede Letfærdighed, og dog var han i Virkeligheden Kydskheden selv; efter hans Ord maatte Verden troe, at Don Juan var hans Forbillede, i Gjerningen kjæmpede han dog som en hellig Antonius mod hver Fristelse. En dyb Sjæle-Smerte laae til Grund for det Hele, hvidskede man, men hvilken, hans ringe Formue, en ulykkelig Kjærlighed? Nei, ingen vidste det ret, han syntes at fortælle Alt, ikke at kunne fortie den mindste Tanke, hans Væsen var saa barnligt, og dog var ingen ret paa det Rene med ham. - Det havde interesseret mig, og han var mig derfor et kjært Mode, som fordeelte Skyerne i min Sjæl.

„En saadan blaa bølgende Slette,” sagde han og pegede paa Havet, har ikke Rom! Havet er Jordens Skjønneste! det er ogsaa Moder til Venus,” og tilfoiede han leende, Enke efter alle Venedigs mægtige Doger!"