„Lad Ingen høre, hvad Du siger, Antonio! sagde hun med en Alvor, jeg aldrig havde hørt hos hende, Verden holder Dig alt for fast! see mere mod det Himmelske!" Hun rødmede som et Blod, greb min Haand, som havde hun talt for haardt, og sagde med den inderligst Mildhed! Du vil jo ikke bedrøve mig, Antonio!"

Da sank jeg ned for hendes Fødder, som en Helgen stod hun for mig; min hele Sjæl klyngede sig til hende; hvormange Taarer græd jeg ikke om Natten; min stærke Følelse for hende syntes mig en Synd, hun var jo Kirkens Brud. Daglig saac jeg hende, daglig lærte jeg at skatte hende høiere; som en Søster talte hun til mig, saae mig ind i Diet, rakte mig Haanden, sagde hun længtes efter mig, at jeg var hende kjær. Krampagtigt skjulte jeg den Dødsnat, der laae i min Sjæl, og det lykkedes mig, man saae den ikke. Gud sende det Hjerte Døden, der lider, som jeg led!

Skilsmissens Dicblik stod skrækkeligt for mig, derfor hvidskede en ond Aand i mit Øre: „Du elsker hende,” og jeg elskede hende io dog ikke, som jeg havde elsket Annunziata, mit Hjerte bankede ikke saaledes, som da min Læbe berørte Laras Pande; siig Flaminia, at Du ei kan leve nden hende, hun hænger jo dog ved Dig, som Søster ved Broder! Siig, Du elsker hende! Eccellenza og hele Familien vil fordømme Dig, støde Dig ud i Vers den! men med hende mister Du jo ogsaa Alt! Valget er let!:

Hvorofte svævede ikke Tilstaaelsen paa mine Læber, men mit Hjerte bævede, jeg forstummede; det var en Feber, en Feber, en Dødsfeber, der rørte mit Blod, min Tanke.

Alt blev arrangeret i Palaiet til et glimrende Bal, en Blomsterfest for Offerlammet. Jeg saae hende i den rige, prægtige Dragt, hun var uendelig yndig.

Vær nu glad, som de Andre! hvidskede hun til mig. Det bedrøver mig, at see Dig sorgfuld! tidt vil jeg vist, for Din Skyld, tænke tilbage paa Verden, naar jeg sidder i mit Kloster, og det er Synd, Antonio! Lov mig, at Du vil blive mere fornoict! Lov mig, at Du tilgiver Fader og Moder, at de ere lidt haarde imod Dig! De mene Dig det bedre. Lov mig, at Du ikke vil tænke saa meget paá Verdens Bitterhed, og vær altid god og from, som Du nu er det, da tør jeg nok tænke paa Dig, nok bede for Dig, og Madonna er god og naadig!"

Hendes Ord vare Dodssuk i mit Hjerte. Jeg seer hende endnu den sidste Aften, før hun forlod os; hun var saa rolig, hun kyssede sin Fader og den gamle Eccellenza, talte om Afskeden, som var det kun paa nogle Dage.

„Siig nu ogsaa Antonio Lev vel!” sagde Fabiani; han var rørt, de Andre syntes det iffc. Hurtigt traadte jeg hen til hende, jeg bøiede mig for at kysse hendes Haand.

...Antonio!" sagde hun; hendes Stemme var saa blød, Taarerne brast mig ud af Øinene. „Bliv lykkelig!" sagde hun.

Jeg veed ikke selv, jeg vilde rive mig los; for sidste Gang saae jeg hende ind i det fromme, milde Ansigt.

„Farvel!" sagde hun, og dog kom ikke en Lyd over hendes Læber; hun boiede sig over mig, hun kyssede mig paa Panden og sagde: „tak for al Din Kjærlighed, min kjære Broder!"

Mere veed jeg ikke; jeg var ude af Salen, var paa mit Værelse, hvor jeg kunde græde; det var, som en Verden sank bort under mig.

Og jeg saae hende igjen! Da Tidens Fylde kom, saac jeg hende. Solen skinnede saa varmt og muntert. Jeg saac Flaminia i al sin rige Pragt og Herlighed blive ledet op til Alteret af Moder og Fader, jeg hørte nok, hvor der blev fiunget, og der var mange Mennesker rundt om, men tydeligt staaer kun for mig det blege, milde Ansigt, en Engel var det, som knælede med Præsterne for Høialteret. Jeg saae, hvor de toge det kostelige Slør af hendes Hoved, og det fyldige Haar gled ned over Skuldrene, jeg hørte Saren afskjære det; de afførte hende de rige Klæder, hun strakte sig ud paa Liigbaaren; Liiglagnet og det sorte Tæppe med Dødninghovederne paa blev bredt over hende. Kirkeklokkerne ringede til Begravelse, de istemte Sangen for den Døde! ja død var hun, jordet for denne Verden. Det sorte Gits Improvisatoren. 2det Bind.

11

ter for Klostrets Chorgang hævede sig, Søstrene stode i de hvide Liin og sang Englenes Velkommen for den nye Søster, Biskoppen rakte hende Haanden, den Dode opstod som Himmelbrud. Elisa beth hed hun nu. Jeg saae det sidste Blik, hun sendte ud over Forsamlingen; derpaa rakte hun Haanden til den nærmeste Søster og traadte ind i Livets Grav! Det forte Gitter faldt! faae endnu hendes Omrids, den sidste Flig af Kjolen, og hun var borte.

Jeg

X.

Gamle Domenica. Opdagelsen. Aftenen i Nepi. Terni. Skipperens Sang. Venedig.

I Palazzo Borghese toge de mod Gratulatio ner.` Flaminia - Elisabeth var jo Himmelbrud. Francescas Alvor skjultes ikke ved det kunstlede Smiil, den Ro, der laae i hendes Ansigt, var flygtet fra hendes Hjerte. Fabiani sagde forunderlig bevæget til mig: „Du har tabt Din bedste Velynderske; Du har Grund til at være bedrevet! Hun bad mig give nogle Scudi til gamle

Domenica; Du har vist fortalt om din gamle

Pleiemoder? Bring hende disse, det er Flaminias Gave!"

Døden laae som en Slange om mit Hjerte; min Tanke var Livslede, jeg bævede for den, thi et Selvmord syntes mig den lyseste Side. Tomt og dødt var der i de store Sale. Ud i den frie Luft! tænkte jeg, til Barndoms Hjemmet, hvor Domenica sang Vuggeviser for mig, hvor jeg les gede og drømte.

Gold og affvedet laae Campagnen, ikke et grønt Blad talte om Livshaab, den gule Tiber væltede sine Bølger mod Havet, for at forsvinde. Jeg saac igien den gamle Gravstuc, med det tætte Epheu over Taget og ned af Muren, den lille Verden, jeg som Barn havde kaldt min. Døren ftod aaben; en glad veemodig Følelse rørte sig i mit Hjerte, jeg tænkte paa Domenicas Kjærlighed, hendes Glæde ved at see mig. Get Aar var det sikkert, siden jeg sidst var herude, og næsten otte Maaneder siden jeg sidst talte med hende i Rom, og hun bad mig dog ret snart at komme ud til sig; ofte havde jeg tænkt paa hende, talt om hende med Flaminia, men Sommer-Opholdet i Tivoli, min bevægede Sjælsstemning, siden jeg kom tilbage, havde gjort, at jeg ikke var gaaet ud i Campagnen. Jeg hørte i Tanken alt hendes Glædesskrig ved at see mig, og bevingede mine Skridt, men da jeg var ganske nær Døren, gik jeg sagte, for at hun ei skulde høre mig. Jeg saae ind i Stuen, midt paa Gulvet stod en stor Jerngryde over en

--