reist med Federigo og Santa. Jeg saac atter Mola di Gaeta med sine Orange-Haver, nu duftede Træerne med Blomster; jeg gik i Gangen, hvor Santa havde siddet og hørt mit Livs-Eventyr; hvor mange store Begivenheder havde ikke i den korte Tid siden knyttet sig der til! Vi kjørte gjennem det snevre Itri, og jeg tænkte paa Fede= rigo. Ved Grændsen, hvor Passene bleve efterseete, stode endnu Gjederne i den store Klippehule, som han havde tegnet af; den lille Dreng saae jeg iffe. Natten var vi i Terracina; Morgenluften var uendelig klar, jeg sagde mit Lev vel til Havet, der havde trykket mig i sine Arme, lullet mig i den skjønneste Drøm, og viist mig SkjønhedsBilledet, Lara. Langt ude i den ætherklare Horizont faae jeg endnu Vesuv med sin blegblaa Røgstøtte, det Hele var som aandet med Duft paa det skinnende Firmament. Lev vel! lev vel! hjem til Rom, der staaer min Grav! sukkede jeg, og Vognen rullede over de grønne Sumpe til Velletri; jeg hilste Bjergene, hvor jeg havde vandret med Fulvia, jeg saae igjen. Genzano, kjørte over Pladsen, hvor min Moder var død, hvor jeg som Barn havde mistet mit Alt i denne Verden. Nu kom jeg som en fornem Herre, Betleren kaldte mig Eccellenza, jeg saae ud over Gaden! var jeg vel nu lykkeligere, end den Gang. Vi kom giennem Albano, Campagnen laae for os, Ascanii Grav med det tætte Epheu ved Veien, Grav

Improvisatoren andet Bind.

9

kamrene, den lange Vandledning og Rom med Peterskuppelen.

„Et muntert Ansigt Antonio, sagde Fabi ani, da vi rullede ind af Porta San Giovanni; Laterankirken, den hoie Obelisk, Colosseum og Trajanspladsen. Alt sagde mig, at jeg var, hjemme; som en Nattedrøm, og dog som et Aar af mit Liv, laae den sidste Tids Begivenheder for mig. Hvor her var tavst og dødt mod i Neapel, den lange Corso var ingen Toledogade. Jeg saae igien de kjendte Ansigter rundt om, Habbas - Dahdah trippede forbi og hilste os, da han kjendte Vognen. Paa Hjørnet af via condotti sad Peppo, med sine Træklosse paa Hænderne.

Nu ere vi hjemme" sagde Francesca.

„Ja, hjemme!" gjentog jeg, og tusinde Følelser bevægede sig i mit Bryst. Om nogle Øieblikke skulde jeg staae Skoleret for Eccellenza, jeg gruede for Mødet og syntes dog, at Hestene ikke fløi hurtigt nok afsted.

Vi holdt for Palazzo Borghese.

To smaa Værelser i øverste Etage bleve mig anviste; endnu havde jeg ikke seet Eccellenza. Vi bleve kaldte til Bords. Jeg bukkede dybt for ham.

„Antonio maa nok sidde mellem mig og Fran cesca!" vare de første Ord, jeg hørte af ham.

Samtalen faldt let og naturlig, hvert Dieblik ventede jeg at en bitter Bemærkning skulde møde mig, men ikke et Ord, ikke en Hentydning paa, at jeg havde været borte, eller at Eccellenza havde

været ilde stemt mod mig, som hans Brev udtalte. Denne Wildhed rørte mig, dobbelt skattede jeg al den Kjærlighed, som modte mig, og dog kom der Timer, hvori min Stolthed folte sig krænket vedat jeg ingen Skjænd havde faaet.

VIII.

Opdragelsen. Den lille Abbedisse.

Palazzo Borghese var nu mit Hjem; jeg behandledes med mere Müldhed og Venlighed; enkelte Gange kom vel den gamle belærende Tone, den saarende, lette Maade at behandle mig paa, men jeg vidste, de meente mig det saa godt.

I de varmeste Maaneder forlode de Rom, jeg var ene i det store Pallais; mod Vinteren kom de tilbage, og alle gamle Forhold vorte sammen. Man glemte at ogsaa jeg blev ældre, at jeg ikke længer var Barnet fra Campagnen, der greb hvert givet. Ord, som en Troes - Artikel, eller Skolaren fra Jesuitterskolen, der ideligt og ideligt maatte opdrages.

Som en mægtig Sø, hvor Bolge knuste Bolge, ligger et Tidsrum af ser Aar for mig, jeg har svømmet over den, Gud være lovet! Du, som folger mig i mit Livs Eventyr, flyv hurtig efter.

Indtrykket af det Hele vil jeg give Dig i nogle faa Streger: det var min aandelige Opdragelses Kamp, Svenden, man behandlede som Dreng, for at han kunde optræde som Mester.

Et fortræffeligt Menneske med Talent, som der kunde blive noget af, gjaldt jeg for, og Alle toge sig af min Opdragelse. Min Afhængighed gav dem Tilladelse, som jeg stod i Forhold til, min Godmodighed Alle de andre. Levende og dybt folte jeg det Bittre i min Stilling, og dog bar jeg den. Der var en Opdragen!

Eccellenza flagede over min Mangel paa Grundighed; det hjalp ikke, hvormeget jeg end læste, det var dog kun den søde Honning, som, passede for min Kram, jeg sugede ud af Bøgerne. Venner af Huset og Vetyndere af mig sammenlignede mig hver med Idealet for deres Interesse, og jeg maatte altsaa falde: Mathematikeren sagde, at jeg havde for megen Phantasie, for liden Besindighed. Den, Lærde, at jeg ikke beskjæftigede mig nok med det latinske Sprog. Politikereren spurgte mig altid i Selskabets Nærværelse om polittiske Nyheder, som jeg ikke var hjemme i, og han spurgte kun for at krænke den Fattige. En ung Nobile, der kun levede for sin Ridehest, jamrede sig over mine ringe Kundskaber i Hestevæsenet, og istemte med de Andre et misserere over, at jeg havde merè Interesse for mig selv, end for hans Heste. En adelig Veninde af Huset, der ved sin Rang og en sjelden suffisance havde faaet Anseelse af at være

saare klog og kritisk, men i Grunden slet ikke havde den Forstand, hun vidste at præsentere, tilbød sig at gjennemsee mine Digte for Skjønhedens og Formens Skyld, men hun maatte have dem tilsendt paa brækket Papir. Habbas Dahdah ansaae mig for et Talent, der engang havde lovet Noget, men som var død for længe siden; Byens første Dandser foragtede mig, fordi jeg ikke kunde gjøre Figur i en Balsal, Grammatikeren, fordi jeg brugte Punktum, hvor han satte Semikolon, og Francesca sagde, at jeg blev fordærvet ved, at man gjorde for meget af mig, hvorfor hun maatte være stæng og opdragende. Hver kastede sin Giftdraabe paa mit Hierte, jeg følte, at det maatte hærdes eller forbløde.

Det Skjønne, det Ædle i enhver Ting greb og henres mig. I rolige Dieblikke tænkte jeg tidt paa alle mine Opdragere og syntes da, at de i den hele Natur og Verdenslivet, som min Tanke og Sjal levede for, stode mig som travle Haandværksfolk. Verden selv var mig en deilig Pige, der i Aand, Form og Klædning havde min hele Opmærksomhed, men Skomageren fagde: betragt dog hendes Sko! de ere ganske fortrinlige, de ere Hovedsagen! Skræddersken raabte: nei Kjolen! see dog hvilket Suit! det maa alene beskjæftige Dem! gaae ind i Farven, i Sømmene, studeer det til Grunden! „Nei, skreg Haarskiæreren, denne Fletning maa De analysere, hengive dem til!" Sproget er dog mere!" udbrød Sproglæreren. „Nei Holdnin