en Feberdrøm i Natteluften, selv maatte jeg jo troc det og dog kunde jeg ikke, det stod altfor levende i min Sjæl.

Ved Herehullet fandt de ham? spurgte Lægen, og rystede med Hovedet.

De troer dog ikke, at dette Sted har mere Kraft, end ethvert andet? spurgte Fabiani.

Naturen er en Kjæde af Gaader, sagde Læ gen, de færreste have vi endnu lost!"

Det blev som Dag i min Sjæl. Herehullet, den Verden, vore Somand have talt om, hvor Alt var glimrende i, var Jld og Straaler! Havde Sven kastet mig derind? Jeg erindrede den snevre Aabs ning, jeg seilede ud igjennem. Var det Virkelighed eller Drømme? Havde jeg skuet ind i en Aandevers den? Madonnas Naade havde frelst og beskjærmet mig. Min Tanke drømte sig tilbage i den straalende skjønne Hal, hvor min Skytsengel hed Lara, Sandhed var det Hele, *ingen Drøm! jeg havde seet,` hvad først Aar efter blev opdaget og nu er Ca pris, ja Italiens skjønneste Eie: Grotta Azzurra; Ovinden selv var den blinde Pige Lara fra Paestum. Men hvor kunde jeg da troe det, da tænke det. Det var jo altfor sælsomt! jeg foldede mine Hænder og tænkte paa min Skytsengel.

VII.

Hjemreisen.

Francesca og Fabiani bleve endnu to Dage paa Capri, for at vi kunne gjøre Reisen sammen tilbage til Neapel. Var jeg før enkelte Gange saaret ved deres Tale, deres Maade at behandle mig paa, saa mødte jeg nu saa megen Omhu og Kjærlighed, at jeg af ganske Hjerte klyngede mig til dem. Du maa følge med os til Rom," sagde "de, det er det Fornuftigste og Bedste. Min sælsomme Frelse, det forunderlige Syn i Hulen virkede ind paa mit cralterede Gemyt, jeg følte mig saa ganske i den ufynlige Leders Haand, der kjærligt leder Alt til det Bedste, at jeg nu greb alt Tilfældigt, som en Styrrelse, var resigneret; og da Francesca venligt trykkede min Haand, og spurgte, om jeg havde Lyst at leve i Neapel med Bernardo, forsikkrede jeg, at jeg vilde, maatte til Rom.

Vi vilde have grædt mange Taarer for Dig, Antonio! sagde Francesca og trykkede min Haand, „Du er vort gode Barn! Madonna har holdt sin skjærmende Haand over Dig!.

Eccellenza skal vide, sagde Fabiani, at „den Antonio, han var vred paa, er druknet i Middelhavet, og at vi bringe den gamle, fortræffelige Antonio hjem med!"

Den stakkels Gennaro, sukkede da Francesca, han havde et ædelt Hjerte, Liv og Aand! Et Mønster var han i Alt!"

Lægen sad flere Timer hos mig; han var egentlig fra Neapel og kun i et Besøg paa Capri. Tredie Dag fulgte han med os tilbage, jeg var da fuldkommen vel, sagde han, legemlig maaskee, men ikke sjælelig; jeg havde skuet ind i Dødens Rige, følt Dødsengelens Kys paa min Pande, Ungdommelighedens Mimosa havde sammenrullet sine Blade. Da vi stege i Baaden, hvor Lægen fulgte os, og jeg saae det klare gjennemsigtige dybe Vand, knugede Erindringerue saa voldsomt min Sjæl, jeg tænkte paa, hvor nær jeg havde været Døden, og paa mín forunderlige Frelse; Solen skinnede faa varmt paa det herlige blaa Hav; Livet er dog smukt! følte jeg, og Taarer trængte frem i mit Die. Alle tre bes skiæftigede de sig kun med mig, ja Francescà selv talte om mit smukke Talent, kaldte mig Digter, og da Lægen hørte, at det var mig, som havde improviseret, fortalte han, hvilken Lykke jeg havde gjort hos alle hans Venner, hvor henrykt man havde væs ret! Vinden var fortræffelig og istedet for at styre ind til Sorrent, som først var bestemt, og derfra at gaae over Land til Neapel, seilede, vi nu lige op til Byen. I mit Logie fandt jeg tre Breve, et fra Federigo, han var igaar reist til Ischia, og kom først om tre Dage tilbage; det bedrøvede mig, jeg fik ham altsaa ikke sagt Lev vel! thi vor Afreise var bestemt til næste Middag. Det andet Brev,

sagde Camerieren mig, var kommet Morgenen efter ieg var reist bort, jeg "læste: et trofast Hierte, der mener Dem det ærligt og godt, venter dem før Aften! Nu stod Huset og dets Nummer, men intet Navn, kun: „Deres gamle Veninde.” Det tredie Brev var fra den Samme og kommet igaar; der stod: „Kom Antonio! Skrækken fra sidste ulykkelige Dieblik, vi vare samlede, er vel overstaaet. Kom snart! betragt det som en Misforstaaelse. Alt

---

kan blive godt, kun udsæt det intet Dieblik med at komme!" det samme Mærke under. At det var fra Santa, var tydeligt nok, skiøndt hun havde valgt et andet Huus end sit eget til Sammenkomsten. Jeg vilde ikke see hende, skrev ihast nogle høflige Ord til hendes Mand, at jeg forlod Neapel; Hurtigheden, hvormed dette Arangement var skeet, forbod mig at aflægge Visit; jeg takkede ham for hans og Signoras Artighed mod mig, bad dem, ikke at glemme mig. Til Federigo lagde jeg ogsaa en lille Seddel, lovede ham et ordentlig langt Brev fra Rom, thi jeg var ikke nu skikket til at skrive.

Ingen Steder gik jeg hen, jeg vilde ikke møde Bers nardo, ingen af mine nye Venner see, den eneste jeg besøgte, var Lægen; jeg kjørte med Fabiani til ham. Det var et hyggeligt, venlige Hjem, hans ældste Søster, en gammel Pige, holdt Huus for ham, der var noget elskeligt, noget trofast hos hende, som strar tiltalte mig, jeg maatte tænke paa gamle Domenica, kun at Søsteren her var dannet, bes fad Talenter og høiere Fuldkommenheder.

Næste Morgen, den sidste jeg var i Neapel, hang mit Blik med Veemod paa Vesuv, som jeg nu sidste Gang saae, men tætte Skyer indhyllede Biergtoppen, det syntes ei at ville sige: Lev vel! Havet var blikstille, jeg tænkte paa mit Dremmebils lede: Lara i den straalende Grotte; snart vilde Alt, mit hele Ophold her i Neapel, være som en Drøm; jeg greb Avisen diario di Napoli, som Cameries ren havde bragt, mit Navn stod deri: en Kritik over min første Fremtræden. Begjærlig læste jeg den: min rige Phantasie, mine skjønne Vers bleve især fremhævede, jeg syntes at være af den Pangettiske Skole, kun lidt formeget at have studeret min Mester, jeg kjendte ham aldeles ikke, det var vist, at jeg intet Forbillede havde; Naturen og min egen Følelse havde alene været mine Ledere; men de fleste Recensenter ere saa lidet originale, at de troe, at Alle, hvem de bedømme, ogsaa ere Copier. Publis cum havde tilklappet mig et større Bifald, end denne, skøndt han sagde: i Tiden vilde jeg blive en Mester, alt nu var jeg et ualmindelig Talent, riig paa Phantasie, Følelse og Begeistring. Jeg gjemte Bladet, det vilde engang være mig et Tegn paa, at dog ikke Alt var en Drom, hvad jeg her havde oplevet. Jeg havde feet Neapel, tumlet mig der, vundet og tabt meget. Var Fulvias glimrende Spaadom alt til Ende?

Vi forlod Neapel; de hoie Viinhaver lukkede for den. I fire Dage gik det hjemad, tilbage til Rom, samme Vei jeg for to Maaneder siden havde