den afskyelige Bernardo! Det var omtrent Habbas Dahdahs Lovtale.

VIII.

Et ukjært og et kjært Møde. Den lille Abbedisse. Den gamle Jøde.

Vi savnede alle den vilde, overgivne Ber nardo, og ingen savnede ham mere end jeg; der blev en Tomhed rundt om, syntes jeg; mine Bøger vare mig ikke nok, i min Sjæl klang Dissonancer, jeg ikke selv mægtede at løse, Musik alene bragte vieblikkelig Harmonie; i Tonernes Verden fik mit Liv og min hele Stræben først Klarhed, her fandt jeg mere, end nogen Digter, end selv Dante udtalte, ikke blot Følelsen opfattede her det sjælelige Billede, men selv Øret, den sandselige Deel, inddrak her dets levende Væren. Hver Aften, foran Madonnabilledet paa Muren, sang Børnestemmerne mig Erindring om min egen Barndom, den lød som en Vuggesang fra Pifferariernes melancholske Sækkepibe, jeg hørte jo i den formummede Liigskares eensformige Sang de samme Toner, der løde ved min Moders Kiste. Jeg begyndte at tænke over det Svundne, og hvad der vilde komme; sælsomt snæs vert følte jeg det om mit Hjerte, jeg maatte synge, gamle Melodier tonede mig for Dret og Ordene

strømmede paa disse høit fra Læberne, ja, altfor hoit, thi det forstyrrede Habbas Dahdah flere Værelser derfra, saa han lod mig sige, at her var ingen Opera eller Syngeskole, de skulde ingen Trimulanter have i Jesuiter-Skolen, uden dem, som lodé til Madonnas Priis! taus lagde jeg da mit Hoved i Vindueskarmen, Blikket vendte vel mod Gaden, men Tanken mod mig selv.

„Felicissima notte, Antonio !*) lod det til mig. En deilig stolt Hest gjorde Caprioler under Vinduet og jog saa afsted med sin stolte Rytter. Det var en pavelig Officier; med ungdommelig Smidighed bøiede han sig paa Hesten, hilsede og hilsede, til han var mig ude af Syne, men jeg havde kjendt ham, det var Bernardo, den lykkelige Bernardo! Hvor forskjelligt var ikke hans Liv imod mit! nei, jeg vilde ikke tænke derover, trykkede Hatten dybt ned over Panden og, som forfulgt af en ond Aand, drev jeg afsted, hvorhen Vinden vilde føre mig. Jeg tænkte slet ikke over, at der var en Lov, at Discipelen, i Jesuiterskolen, Propaganda og hver Læreanstalt i Pavestaten, naar han gik ud i Byen, maatte ledsages af en ældre eller jevnaldrende Meddiscipel, og ikke vise sig ene uden en speciel Tilladelse. En saa almindelig Lov var aldrig blevet indpræget. Jeg tænkte slet ikke paa, at min Frihed

*) Nordboen ønsker god Nat, sov vel!" Italienerne ønske "den lykkeligste Nat!" Sydens Nætter eie mere end Drømme.

faaledes var indskrænket, og gik fra den Side rolig afsted. Den gamle Custode tænkte vel, jeg havde Tilladelse dertil.

3 Corso vrimlede det med Equipager; en Række Vogne med Romere og Fremmede foer opad, en anden nedad; de gjorde deres Aftenpromenade. Folk stode i Klynger om Kunsthandlerens udhængte Kobberstik, og Betlerne holdt sig til, for at faae en Skilling; det var vanskeligt at komme frem, vilde man ikke vove sig ind mellem Vognene; jeg var netop sluppet igjennem, da en Haand holdt mig fast i Kjolen, og jeg hørte en bekjendt hæslig Stemme hviste: bon giorno, Antonio!" jeg faae ned: der sad min Onkel, den hæslige Peppo, med de to visne Been bundne op om Siderne, og med Træpladerne til at skyde sig frem paa. Saa nær havde vi ikke i mange Aar været hinanden; jeg havde altid undgaaet ham ved store Omveie, skyet den spanske Trappe, hvor han sad, og naar jeg i en Procession eller med de andre Skolarer maatte forbi ham, da søgt paa det bedste at skjule Ansigtet.

„Antonio! mit eget Blod!" sagde han og holdt mig í Kjolen. »Kjender Du ikke nok din Morbroder Peppo? Tank paa Sant Joseph*), saa har Du mit Navn! Ak! hvor Du er blevet for og mandig!"

*) Peppo er en italiensk Forkortelse af Navnet Giuseppe a: Joseph.

Elig mig! skreg jeg, thi Folk rundt om saac paa os.

. Antonio!" sagde han, kan Du huske, da vi red sammen paa det lille 2sel? Du føde Barn! ja nu rider Du paa en høiere Hest, vil ikke kjendes ved din fattige Morbro'er! vil aldrig komme til mig paa Trappen! Du har dog kysset mig paa Haanden, sovet paa mín Smule Straa! vær ikke utaknemmelig, Antonio!"

Slip mig dog! raabte jeg og rev Kjolen ud af hans Hænder, foer ind imellem Vognene, der krydsede hinanden og kom i en Sidegade; mit Hjerte bankede af Stræk, af- ja hvad skal jeg kalde det, krænket Stolthed; ieg syntes mig forhaanet for alle Mennesker, der havde sect os; men kun nogle Dieblikke var denne Følelse herskende, da vaagnede en anden, en langt bittrere. Hvert Ord han havde sagt, var io Sandhed, icg var jo hans Søsters eneste Barn. Jeg følte det Grusomme i min Opførsel, skammede mig for Gud og mig selv, det brændte mig som Jld i Hjertet; havde jeg nu været ene med Peppo, jeg kunde have kysset ham paa de hæslige Hænder og bedt om Forladelse. Jeg var rystet i mit Inderste.

Da ringede Klokken til Ave Maria fra Kirken Sant Agostino; min Synd laae tungt paa min Sial, og jeg gik ind for at bønfalde Guds Moder. Tomt og mørkt var det under de høie Buer, Lysene paa de forskjellige Altere brændte matte og dosige, uden Straaler, kun som Troske i Natten, naar

den vaade Scirocco falder. Min Sjæl drak Trøst og Tilgivelse.

Signore, Antonio sagde en Stemme tæt ved mig, Eccellenza er kommet og den skjønne Signora! De ere her fra Firenza og have deres Guds Engel med! vil I strar giøre Eders Besøg og bringe Eders Hilsen ?"

Det var den gamle Fenella, Portnerens Hustrue i Palazzo Borghese. Min Velgiørerinde var her med Mand og Barn; i nogle Aar havde jeg ikke seet dem. Min Sjæl blev Glæde, jeg floi afsted og snart gienhilste mig de kjære venlige Ansigter.

Fabiani var mild og naadig, Francesca moderlig glad, ved at see mig; hun bragte mig deres lille Datter Flaminia, et venligt Barn med forunderlig lyse Dine; hun rakte mig strar Munden til Kys, gik gjerne til mig, og vi vare i to Minuter alt gamle Bekjendter og Venner. Hun sad paa min Arm og loe høit af Glæde, naar jeg dandsede rundt med hende i Salen og sang en af mine gamle, lystige Viser.

Gjør mig ikke min lille Abbedisse*) til et Verdensbarn," sagde Fabiani smilende, seer Du ei,

*) Det er en Skik hos de fleste italienske Familier, at naar en af Døttrene fra Barndommen bestemmes for Kloftret, faaer hun, alt som lille, et eller andet Hædersnavn, der Tyder paa hendes Bestemmelse, saaledes: Icfusbruden, Nonnen, Abbedissen etc.