Ondt! De ere gode mod de Fattige, de betale nois agtigt og bestemt; ja tídt synes jeg virkelig, at de ikke begaae slige Synder, som mange af vore!"

„Ja, svarede Fra-Martino, „det er vel sandt! de ere som oftest saare skikkelige Folk, men veed I, hvoraf det Hele kommer. Seer J: Djævelen, som gaaer om í Verden, veed, at Kjætterne nu engang tilhøre ham, og saa frister han dem aldrig; derfor kan de sagtens være skikkelige, sagtens undgaae Lasten; derimod en god catholsk Christen er et Gudsbarn og Djævelen maa derfor her bruge sine Anfægtelser; han frister, og vi Svage bukke under! men en Kjætter, som sagt, fristes aldrig af Kjødet eller Djævelen!"

Derimod kunde min Moder Intet svare, og sukkede dybt over den stakkels unge Mand; jeg begyndte at græde, thi jeg syntes, at det var dog en blodig Synd, at han skulde brændes evigt, han, som var saa god og som tegnede mig saa smukke Billeder.

En tredie Person, der spillede en stor Rolle i mit Barndoms Liv, var Onkel Peppo, almindeligt kaldet „onde Peppo", eller ogsaa „Kongen paa den spanske Trappe" *), hvor han daglig havde sin Re

•) Fra den spanske Plads gaaer en bred Steentrappe i Høide med de 4-Etages Huse opad monte pincio til de der liggende Gader; denne Trappe er især Forsamlingsstedet for Roms Tiggere, og bærer Navn af den spanske Trappe efter Pladsen, den støder til.

sidents. Født med to visne Been, der laae korslagte under ham, havde han, fra sin tidligste Barndom, faaet en forunderlig Færdighed i at skyde sig frem paa Hænderne; disse stak han ind under en Rem, der holdt et lost Bræt, og ved Hielp af dette kunde han næsten komme ligesaa hurtigt frem, som enhver Anden paa sunde, stærke Been. Daglig sad han, som sagt, paa den spanske Trappe, tiggede vel aldrig, men raabte med et sledsk Grin: „bon giorno!" til alle Forbigaaende, og det endog efter at Solen var nede. Min Moder holdt heller ikke meget af ham, ja skammede sig endog over Slægtskabet, men for min Skyld, sagde hun ofte til mig, holdt hun Venskab med ham. Han havde det paa Kistebunden, vi Andre skulde lede efter, og naar jeg holdt mig gode Venner med ham, var jeg den eneste der kunde arve, gav han det ikke til Kirken. Han havde ogsaa, paa sin Maade, en Art Kjærlighed for mig, dog følte jeg mig aldrig ret glad i hans Nærhed. Engang havde jeg været Vidne til en Scene, som havde vakt min Frygt for ham, ligesom den characteriserer hans Hjertelag. Paa et af de nederste Trin af Trappen sad en gammel Tigger og raslede med sin lille Blikbøsse, for at Folk skulde stiffe en Bajocco deri. Adskillige gik min Onkel forbi, uden at hans sledske Grinen eller Svingen med Hatten hjalp; ved sin Taushed udrettede den Blinde langt mere, de gave ham. Tre havde gjort det, nu kom den Fjerde og kastede en Skilling til ham. Længere kunde Peppo ikke holde det ud; jeg saae,

hvorledes han, som en Slange, bugtede sig ned af Trappen og slog den Blinde i Ansigtet, saa han tabte Penge og Stok.

Din Tyv!" skreg min Onkel, „skal Du stjæle Pengene fra mig! Du som ikke engang er en ordentlig Krøbling! Kan ikke see! det er den hele Skavank han har; og saa tager han mig Brødet af Munden!"

Mere hørte og saae jeg ikke, men lob forskrækket hjemad med den Fogliette Viin, jeg havde været ude at kjobe. Paa de store Festdage maatte jeg altid med min Moder hjem til ham, at aflægge en Visit, vi havde da en eller anden Present med, enten store Druer eller syltede Guldæbler, der var hans største Slifkeric; jeg maatte da kysse ham paa Haanden, og sige Onkel; saa loe han saa underligt og gav mig en halv Bajocco, men tilføiede den For maning, at jeg skulde gjemme den før at see paa, ikke ødsle den til Kage, thi naar den var spiist, saa havde jeg slet intet, men beholdt jeg Skillingen, saa havde jeg altid noget!"

Der var saa sort og fælt, hvor han boede; i det ene Værelse var slet intet Vindue, og i det andet sad det høit oppe paa Muren med klinede, sønderbrudte Ruder. Meubler var der heller ingen af, uden en stor bred Kasse, han brugte til Seng, og to Botter, hvori han gjemte sine Klæder. Jeg græd altid, naar jeg skulde derhen, og vist er det ogsaa, at, ihvormeget min Moder talte for mig, at jeg skulde være ret kjærlig mod ham, brugte hun

ham ogsaa til Bussemand, naar hun var vred paa mig; hun sagde da, at hun vilde sende mig til min nydelige Onkel, saa kunde jeg sidde at synge hos ham paa Trappen, dog givre noget Gavn og fortiene en Bajocco. Jeg vidste nok, hun ikke meente det saa slemt; jeg var jo dog hendes Diesteen.

Paa Gjenboens Huus var der et Madonnabillede, som der altid brændte en Lampe foran. Hver Aften, naar det ringede til Ave Maria, laae jeg og Nabobørnene foran og sang for Gudsmoder og det smukke Jesusbarn, som de havde pyntet med Baand, Perler og Sølvhjerter. Ved det bevægelige Lampeskjær syntes det tidt for mig, som om hun og Barnet rørte sig og smilte til os; jeg sang med høiklar Stemme, og man sagde, at jeg sang smukt. Engang blev en engelsk Familie staaende stille og lyttede til; og da vi reiste os, gav den fornemme Herre mig en Sølvskilling; det var", sagde min Moder, for min deilige Stemme!" - Men, hvor meget forstyrrede det mig ikke siden! jeg tænkte ikke længer ganske ene paa Madonna, naar jeg sang for hendes Billede, nei, om man hørte efter, hvor smukt jeg sang; idet jeg tænkte saaledes, følte jeg tillige en brændende Anger derover, var bange for, at hun skulde vredes paa mig, og bad da ret uskyldigt, at hun vilde see til mig stakkels Barn.

Sangen om Aftenen var saaledes det eneste Foreningspunkt mellem mig og de andre Børn. Jeg levede stille, ganske i min egen selvskabte Drømmeverden, kunde hele Timer ligge paa Ryggen med

Ansigtet mod det aabne Vindue, og see paa den forunderlige, deilige blaa Luft, Italien eier, det sære Farvespil ved Solens Nedgang, naar Skyerne, hang med et violfarvet Skjær paa den guldgule Grund. Lidt ønskede jeg, at kunne flyve der langt ud over Ovirinalet og Husene til de store Pinier, der stode, som sorte Skyggebilleder paa den ildrøde Horizont. Et ganske modsat Syn havde jeg til den anden Side fra vort Værelse; der laae vor og Naboens Gaarde, hver kun et lille snevert Rum, indeklemt af de høie Huse og næsten tillukket for oven ved de store Træ-Altaner. Midt i hver Gaard var en muret Brønd, og Pladsen mellem disse og Husenes Vægge, var ikke større, end at kun eet Menneske kunde gaac rundtom; ovenfra saac jeg saaledes egentligt kun ned i to dybe Brønde; de vare ganske overvorede med det fine Grøne, vi kalde Venus Haar; dybest nede tabte det sig i et Mørke. Det var, som kunde jeg see dybt ind i Jorden, hvor da min Phantasie skabte sig de sælsomste Billeder! imidlertid pyntede min Moder Vinduet med et stort Riis, for at jeg kunde see, hvilke Frugter der vorte mig her, om jeg ikke faldt ud og druknede.

Men jeg vil skride til en Begivenhed, der let kunde have gjort Ende paa hele mit Livs Eventyr, før der endnu kom nogen Forvikling deri.