„Det er nok sidste Gang, sagde den gamle Moder, at vi To, medens mine Dine ere aabne, gaae over Campagnen! Blanke Gulve og brogede Tepper skal din Fod betræde, det har ikke gamle Domenica; men Du var et godt Barn, Du vil blive det og aldrig glemme mig og stakkels Bene detto! O Gud, endnu kan en Ret stegte Castanier gjøre Dig lyksalig! Du kan sidde og puste til Rorene, og jeg kan see Guds Engle i Dine Dine, naar Rørene brænde og de fattige Castanier stege! saa glad bliver Du aldrig mere ved saa liden en Gave. Campagnens Tidsler have dog røde Blomster, paa den Riges blanke Gulv vorer ikke et Straa, og Gulvet er glat, man falder der saa let!Glem aldrig, at Du er et fattigt Barn, min lille Antonio. Husk paa, at Du skal see, og ikke see! høre og ikke høre! saa kommer Du frem i Verden. Naar vor Herre engang løser op for mig og Benedetto, naar det lille Barn, Du vuggede, slider paa Livet med fattig Mand i Campagnen, da kommer Du maaskee engang i Din egen Vogn, eller paa en deilig Hest, holder ved den gamle Gravstue, hvor Du har sovet, leget og levet med os; seer fremmede Folk derinde, som bøie sig dybt for Dig! Hoffærdig vil Du ikke være, men tænke paa gamle Dage, tænke paa gamle Domenica! see. hvor Castanierne kogte, og hvor Du vuggede det lille Barn! Du vil tænke paa Din egen fattige Barndom, Du eiegode ・Sjæl!» her kyssede hun mig saa fast og græd; det var, som mit Hierte vilde briste. Gangen hjemad

og hendes Tale var mig tungere, end siden Afskeden selv, thi da talte hun ikke, men græd kun, og da vi vare udenfor, lob hun tilbage og tog det gamle halvforøgede Madonnabillede, der var klistret paa Døren, rev det af og gav mig det med; jeg havde jo kysset det saa tidt, det var det Eneste, hun havde at give mig.

VII.

Skolelivet. Habbas Dahdah. Divina comedia. Senatorens Broderson.

Signora var reist bort med sin Gemal, jeg var Skolar i Jesuiter-Skolen; nye Beskjæftigelser sysselsatte mig, nye Bekjendter traadte frem, mit Livs dramatiske Deel begyndte at udvikle sig. Her præsse Aar sig sammen, hver Time rig paa Afverling; det er en Cyclus af Billeder, der nu, sect fra et fjernere Standpunkt, smelter sammen i eet eneste stort Malerie: mit Skoleliv. Som for den Fremmede, der første Gang bestiger Bjergene og nu ovenfra seer ned over et hav af Skyer og Taage, der lidt efter lidt hæver sig, eller fordeles, saa at nu en Bjergtop med Byer titter frem, nu det solbelyste Partie af Dalen, saaledes aabenbarede sig, fremsteg og vorte min Aandens Verden. Lande og Byer, jeg aldrig havde drømt om, fødtes bag.

Bjergene, der begrændsede Campagnen, Historien befolkede mig hver Plet, sang mig sælsomme Sagn og Eventyr; hver Blomst, hver Vært fik Betydning, men skjønnest stod mig mit Fædreneland, det herlige Italia; jeg følte mig stolt af at være Nomer; hver Plet i min Fødeby blev mig kjær og interessant, de sønderbrudte Capitæler, henslængte som Hjørnestene i de snævre Gader, vare mig hels lige Rester, Memnonsstøtter, der sælsomt sang til mit Hjerte. Tiberens Siv hvislede om Romulus og Remus, Triumphbuer, Soiler og Statuer indpræntede mig dybere mit Fædrenelands Historie; jeg levede i hiin classiske Old, og min Nutid, det vil sige: Læreren i Historien, gav mig Noes og Hæder derfor.

Hvert Selskab, det politiske, som det kirkelige, Forsamlingen i Kroen og den fornemme Kreds om den Riges Spilleborde, hver have de sin Harlequin, han bære nu Brir, Ordenskjæde eller Ornat, en Skole har ham iffe mindre. De unge Dine opdage let Stiven for deres Spot; vi havde vor, saa godt som noget Selskab, og vor var den alvorligste, den meest gnavne, brummende, prædikende Harlequin og derved den kosteligste: Abbaten Habbas Dahdah, et arabisk Skud, fra sin Barndom omplantet og opvoret i det pavelige Gebeet, nu vor Smags Leder og Styrer, Jesuiter-Skolens, ja Academia Tiberis na's æfthetiske Hoved.

Som Eldre har jeg tidt tænkt over Poesien, denne sælsomme guddommelige Indskydelse. Den

staaer mig, som det rige Guld i Bjerget; Dannelse og Opdragelse ere de snilde Bjergmænd, som vide at rense det; stundom kan man støde paa ganske ublandede Stykker: Naturdigterens lyriske Improvis sationer. Een Aare bringer Guld, en anden Sølv, men der findes ogsaa Tin og ringere Metaller, som iffe ere at foragte, tidt kunne de ved Polering og Udziringer endogsaa komme til at see ud, som det ægte Sølv og Guld; efter disse forskjellige Metaller nddeler jeg mine Poeter i Guld, Solv, Kobberog Jernmænd. Men nu kommer der en ny Skare, de, som kun arbeide i simpelt Pottemagerleer, Ikke-. pocterne, som dog saa gjerne ville med i Lauget. Habbas Dahdah var cen af disse og stod just

paa det Punct, at have bragt det til at giøre et vist Slags Potter, som han med en Art poctisk Frihed slog over Folk, som han hverken i dyb Foelse eller Digteraand var istand til at maale sig med. Lette, smidige Vers, kunstige Formationer af disse, saaledes at de for Diet dannede Vaser, Hjerter og Sligt, fandt hans Beundring og Bifald. Det var saaledes maaskee ene det forunderlige Melodieuse i Petrarca's Sonnetter, der indtog ham for denne Digter, maaskee ogsaa Mode, eller en fir Idee, et lyst Dieblik i hans Anskuelsers Sygelighed, thi Petrarca og Habbas Dahdah vare to hoist forskjellige Væsner. Han lod os lære næsten Fierdedelen af det lange episke Digt: Africa*),

') Petrarca fødtes i Arezzo end 20de Juli 1304. Han

saa at der faldt salte Taarer og Stokkeprygl for Scipionerne. Grundigheden hos Petrarca blev daglig indpræget os; „de overfladiske Poeter", sagde han, disse, som kun male med Vandfarve, Phantasiebørnene, ere den rette Fordærvelsens Yngel! selv den største af disse, denne Dante, som maa have Himmel, Jord og Helved i Bevægelse, for at kunne opnaae en Udødelighed, som Petrarca alt vinder ved en eneste lille Sonnet, er mig liden, saare liden! Ja vel, han kunde skrive Vers! Det er disse Tonebølger, der bære hans Babeltaarn til de fierne Slægter! Havde han dog fulgt sin første Plan, skrevet det paa Latin, da havde det viist Studium, men det har generet ham og saa skrev han i dette volgare, vi endnu have. En Strøm et det, siger Boccacio, hvorigjennem en Løve kan svømme og et Lam gaae; jeg finder ikke denne Dybde og Simpelhed. Der var ingen rigtig Grund hos ham, en evig Vaklen mellem Oldtid og Nutid! Men Petrarca, denne Sandhedens Apostel, viste ikke sit Mod ved med Pennen at sætte en afdød Pave eller Keiser i Helvede; han stod i sin Tid, som Choret i den græske Tragedie, traadte op, en

levede og aandede kun for de gamle Classiker, men Laura, som han lærte at kjende i Avignon 1327, bandt ham til Verden. For at forevige fig og Scipionerne skrev han fit episke Digt: Africa, der er glemt for hans me lodiøse Sonnetter til Laura, dem han ikke selv vurderede saa heit.