af Trappen paa Capitolict. Boflerne havde ogsaa trukket sig hen mod Tiberen, og paa Veien, iffe langt fra os, kjørte en Mængde Bønder, søvnigt og langsomt henad mod den store Landevei. Disse vilde han slutte sig til; bag deres med Rørknipper belæssede Vogne, var han sikker for Bøflerne, dersom et nyt Angreb skulde finde Sted. Endnu engang paalagde han Domenica at komme næste Dag, en Time før Ave Maria, rakte hende ders paa sin Haand til at kysse, klappede mig paa Kinden og gled derpaa ned mellem det tætte Ephen. Vi saae ham snart indhente Vognene og forsvinde bag disse.

VI.

Besøget i Palazzo Borghese. Barndomshistorien ender.

Benedetto og et Par Hyrdefolk bragte siden Dyret bort fra Døren; der var en Fortællen og Snakken, men kun det husker jeg tydeligt, at næste Morgen var jeg alt før Dag vaagen og staact op, for henimod Aften at kunne vandre til Byen med Domenica. Mine Søndagsklæder, som i flere Maaneder havde ligget under Laas og Lukke, kom nu frem, og en smuk Rose blev hæftet paa min lille Hat. Skoene vare den svageste Deel i min Paaklædning, og det vilde have været en van

skelig Opgave at bestemme, om de forestillede det, de kaldtes, eller om de ikke snarere vare de gamle romerske Sandaler.

Hvor Campagnen dog var lang, og hvor Solen brændte ! Aldrig har siden Falerner- eller Cyperviín smagt mig saa herligt, som Vander, der springer ud af Steenløvernes Mund ved Obelisken paa Piazza del Popolo *). Jeg trykkede min vars me Kind til Løvens Gab og lod Vandet sprudle mig over Hovedet, til stor Forfærdelse for Domenica; thi jeg blev jo vaad paa Klæderne og fik Haaret af de kjemmede Folder. Imidlertid vandrede vi ned ad via ripetta til Borghesernes stolte Palais. Hvor tidt havde jeg ikke før, og Domenica ikke mindre, gaaet denne Bygning forbi, uden at see anderledes paa den, end paa enhver anden ligegyldig Gjenstand, nu stode vi ordentlig stille og betragtede den; vi fandt alt saa stort, saa kostbart

*) Naar man kommer fra Norden til Rom, gaaer Veien gjennem porta del popolo og man befinder sig paa den store, smukke piazza del popolo, der ligger mellem Tiberen og monte Pincio. Paa begge Sider under Cypresser og Akasier sces moderne Statuer og Vandspring; midt paa Pladsen, mellem de omtalte fire Løver af Steen, staaer en Obelisk fra Sesoftris Tid. Foran ligge de tre lige Gader, via babuino, il corso og via ripetta; to censbyggede Kirker danne Hjørnerne fra Hovedgaden (il corso). Ingen By kan have et mere venligt, mere sommerligt muntert udseende, end her det gamle Roma.

og rigt, især de lange Silkegardiner bag Vinduct. Vi kjendte Eccellenza derinde, han var jo igaar i vort Hjem, som vi nu skulde i hans, det gav det Hele en egen Interesse. Jeg glemmer aldrig den forunderlige Skjælven, der kom over mig ved Gaardens og Værelsernes Pragt; Eccellenza havde jeg været fortrolig med, han var jo et Menneske, som vi Andre; men denne Omgivning, denne Pragt – ja nu saae jeg Glorien, som viser Forskjellen mellem Helgenen og Mennesket. Inde i Palaiet omslutte i en Fürkant høie, hvidtkalkede Buegange, med Statuer og Büster, en lille Have*); hoie Aloer og Cactus vorte op mod Søilerne, Citrontræerne støde med græsgrønne Frugter, endnu ikke gulnede af Solen. To dandsende Bachanter holdt en Vandskaal høit i Veiret, men heldte den saaledes, at Vandet strømmede ud af den over deres Skuldre; høie Vandplanter hang deres saftige, grønne Blade ud over dem. Hvor kjøligt, grønt og duftende var ikke Alt her imod hjemme paa den golde, glødende, afbrændte Campagne.

Vi gik op af de brede Marmortrapper. I Nischerne stode deilige Statuer; for een af disse neiede Domenica fromt og slog Korsets Tegn, hun troede at det var Madonna; siden lærte jeg, at det var Vesta, ogsaa en Menneskeslægts hellige Jomfru. Tjenere i riigt Livrec toge imod os; de

*) I de senere Aar er Haven forandret til en fliselagt Gaard.

hilsede saa venligt, at min Angest begyndte at formindskes; havde kun Salene ikke været saa store, saa kostelige. Gulvene vare af speilglat Marmor, og paa alle Vægge hang deilige Malerier, og manglede de, da var Væggen Speilglas med malede Engle, der fløi med Guirlander og Blomsterkrandse; bregede Fugle, som udbredte de store Vinger og hakkede i røde og gyldne Frugter. Aldrig havde jeg sect slig en Deilighed.

Vi maatte vente nogle Dieblikke, og Eccellenza traadte ud; en smuk, hvidklædt Dame med store, levende Dine, som hun hæftede stivt paa os, fulgte med. Hun betragtede mig med et forunderligt fast, men kjærligt Blik, strøg mig Haarene fra Panden, og sagde til ham: Ja, som jeg sagde, en Engel har frelst Eder! jeg vædder, Vingerne sidde skjulte bag den hæslige, snevre Klædning.

„Nei,” svarede han, „jeg læser paa hans røde Kinder, at Tiberen vil sende mange Bølger i Ha= vet, for hans Vinger vore ud! den gamle Moder vil heller ikke, at han maa flyve bort. Ikke sandt: I vil ei miste ham?"

„Nei, det var at mure mig Vindue og Dør til i min lille Hytte! hvor der vilde blive mørkt og eensomt! nei, det søde Barn kunde jeg ikke miste."

Men dog for iaften?" sagde Damen, „nogle Timer kan han blive hos os, saa henter I ham; det er smukt Maaneskin at gaac hjem í, og Røvere er I jo ikke bange for ?»

„Ja, Drengen bliver her en Timestid, og J kjøber Eder imidlertid eet og andet, I trænge til der hjemme! sagde Eccellenza og stak Domenica en lille Pung i Haanden. Jeg hørte intet mere, thi Damen førte mig med sig ind i Salen og lod ham og den gamle Moder blive ene tilbage.

Den rige Pragt, det fornemme Selskab blændede mig ganske; snart saae jeg paa de smilende Englebørn, der tittede frem mellem de grønne Ranker malede paa Væggen, snart paa de violetstrømpede Senatorer og rødbenede Cardinaler, der altid havde staaet mig som Halvguder, men i hvis Kreds jeg nu syntes optaget. Dog allermeest maatte jeg betragte den smukke Amor, der, som et deiligt Barn, red paa den hæslige Delphin, der kastede to hoie Vandstraaler, som faldt igjen tilbage i Basinet, som den svømmede i, midt i Salen.

Det fornemme Selskab, ja baade Cardinalerne og Senatorerne tilsmiilte mig god Dag, og en ung, smuk Mand, klædt som Officererne i den pavelige Garde, rakte mig Haanden, da den unge Dame fremstillede mig, som hendes Onkels gode Engel. Man giorde mig tusinde Spørgsmaal, som jeg ret rask besvarede, og snart lod Latter og Bis falds-Klap. Eccellenza kom til, sagde, jeg maatte synge en Sang for dem, og jeg gjorde det gjerne. Den unge Officeer skiænkede mig en brusende Viin og led mig drikke, men den unge Dame rystede med Hovedet og tog Glasset bort før jeg havde tømt det. Som Ild og Flamme gik Vinen gjen