I.

Min første Omgivning.

Hvo der har været i Rom, kjender godt Piazza

Barberina, den store Plads med den smukke Fontaine, hvor Tritonen tømmer den sprudlende Muslingskal, hvorfra Vandet springer flere Alen iveiret; hvo som ikke har været der, fiender den dog af Kobberstik; kun Skade, at paa disse staaer ikke Hjørnehuset til Via felice, det høie Hiorhehuus, hvor Vandet strømmer gjennem tre Nør udaf Muren og ned i Steenbasinet. Det Huus har en egen Interesse for mig, thi der blev jeg født. Seer jeg hen til min tidlige Barndom, hvilket Virvar da af brogede Erindringer, jeg veed ikke selv, hvor jeg skal begynde; betragter jeg hele mit Lívs Drama, ja saa veed jeg endnu mindre, hvorledes jeg skal fremsætte det, hvad jeg bør forbigaae, som det Uvæsentlige,

Improvisatoren, første Bind.

1

og hvilke Punkter der ere nok til at gjengive det hele Billede. Hvað som er interessant for mig, bliver det maaskee ikke for en Fremmed; sandt og naturligt vil jeg fortælle det store Eventyr, men Forfængeligheden kommer dog med i Spillet, den flemme Forfængelighed: Lysten til at behage! alt i min Barneverden skjød den op, som Urt, og vorte siden, som det bibelske Sennepskorn, høit op mod Himlen og blev et mægtigt Træe, hvori mine Lidenskaber byggede Rede. Een af mine første Erindringer peger hen derpaa. Jeg var vel ser Aar gammel, jeg legede omme ved Capucinerkirken med nogle andre Børn, der alle vare yngre end jeg; paa Kirkedøren var der slaact et lille Messingkors; det sad omtrent midt paa Døren og jeg kunde netop naae til det med Haanden. Altid naar vore Mødre vare gaaet med os derforbi, havde de løftet os op, for at kysse det hellige Tegn. Som vi Børn nu gik og legede, spurgte een af de Mindste: hvorfor Barn Jesus dog aldrig kom og legede med. Jeg `var nu den Klogere og svarede: at han jo sad paa Korset; vi gik da hen til det og skiøndt vi fandt det tomt, vilde vi, som vore Mødre havde lært os at gjøre, dog kysse ham der; men vi kunde iffe naac saa høit, løftede derfor hinanden op, men i det vi spidsede Munden til Kys, gik Kræfterne fra den, der løftede op, og den Kyssende faldt ned, just som Munden skulde møde det usynlige Jesusbarn. Min Moder kom i det samme forbi; da hun saae vor Leeg, stod hun stille, foldede sine Hænder og sagde:

I ere jo nogle Guds Engle! og Du er min egen Engel!" sagde hun til mig og kyssede mig.

Jeg hørte hende gjentage for Nabokonen, hvilken uskyldig Engel jeg var, og det behagede mig meget; min uskyldighed blev mindre derved; Forfængelighedens Sædekorn inddrak her de første Solstraaler. Naturen havde givet mig et blødt, fromt Sind, men den gode Moder lod mig mærke det, lærte mig mine virkelige og indbildte Fortrinligheder, tænkte slet ikke paa, at det gaaer med Barnets Uskyldighed, som med Basilisken: den maa døe, naar den faaer sig selv at see.

Capuziner-Munken Fra-Martino var min Moders Skriftefader, og for ham fortalte hun, hvilket fromt Barn jeg var; jeg kunde ogsaa smukt mine Bønner udenad, skiøndt jeg ikke forstod en eneste af dem; han holdt meget af mig og gav mig et Billede med Madonna, som græd store Taarer, der, som en Regn, faldt ned i de brændende Helvedsluer, hvor de Fordømte grebe efter denne Lædske= drik. Han tog mig ogsaa engang hjem med i Klosteret, hvor de aabne Søilegange, der i en Ovadrat omslutte den lille Kartoffelhave med de to Cypresser og Orangetræet, ret gjorde et dybt Indtryk paa mig. Side ved Side hang i den aabne Gang gamle Portraiter af de afdøde Munke, og paa hver Dør til Cellerne vare klistrede Billeder af Martyrhistorien, hvilke jeg betragtede med samme hellige Følelse, som siden Raphaels og Andrea del Sartos Mesterværker.

„Du er jo en rask Dreng!" sagde han, „nu skal Du see de Dode." Herpaa aabnede han en lille Dør til et Gallerie, nogle Trappetrin dybere end Søilegangen; vi traadte derned og nu saae jeg rundt om mig Dødninghoved ved Dødninghoved, stillede saaledes paa hinanden, at de dannede Vægge, og derved flere Capeller. Der vare ordentlige Nischer, og i disse sadde hele Skeletter af de anseeligste Munke, svøbte i deres brune Kutte, Strikken om Livet og med en Bønnebog eller en vissen Blom sterkost i Haanden. Altre, Lysekroner og Udziringer, vare `af Skulder- og Hvirvelbeen; Basrelief af Menneskeknokler, grelt og smaglost, som Ideen i det Hele. Jeg knugede mig fast til Munken, der læste en Bøn og sagde derpaa til mig: der skal ogsaa jeg engang sove, vil Du fàa besøge mig?” Jeg svarede ikke et Ord, men saae forskrækket paa ham og rundt om paa hele den forunderlige, gyselige Sammensætning. Taabeligt var det at føre mig Barn ind paa dette Sted; jeg var sælsomt grebet af det hele Indtryk, og følte mig først igjen rolig, da jeg kom i hans lille Celle, hvor de deilige, gule Oranger hang næsten ind af Vinduet og jeg saae det brogede Billede med Madonna, som hævedes af Englene op i den klare Sol, mens tusinde Blomster fyldte Graven, hvor Hun hvilede.

Dette mit første Besøg i Klosteret beskiæftigede i lang Tid min Phantasie, og staaer endnu forum derligt levende for mig. Munken syntes mig et ganske andet Væsen, end de andre Mennesker, jeg

kjendte; det, at han boede hos de Døde, der i den brune Kjortel næsten saae ud som han, de mange Histo rier, han vidste at fortælle om hellige Mænd og forunderlige Mirakler, samt min Moders store Ærbødighed for hans Hellighed, gjorde, at jeg, begyndte at tænke paa, om jeg ikke ogsaa kunde blive saadan en Mand.

4

Min Moder var Enke havde ikke andet at leve af, end hvad hun kunde fortjene ved Syning og ved at leie en stor Stue bort, vi før selv havde beboet; vi boede paa det lille Tagkammer og en ung Maler Federigo, var flyttet ind i Salen, som vi kaldte den. Det var en livsglad, rask, ung Mand, langveis borte fra, langt ude, hvor de ikke kjendte Madonna og Jesusbarnet, sagde min Moder. Han var fra Dannemark. Jeg begreb dengang ikke, at der kunde være mere end eet Sprog, og troede derfor at han var døv, naar han ikke forstod mig; jeg raabte derfor Ordene saa høit jeg kunde, han loe af mig, bragte mig tidt Frugt og tegnede mig Soldater, Heste og Huse. Vi bleve snart bes kjendte; jeg holdt meget af ham og min Moder sayde ogsaa tidt, at det var saadan et skikkeligt Menneske! En Aften hørte jeg imidlertid en Samtale mellem min Moder og Munken Fra Martino, der gav mig en særegen Følelse for den unge Kunstner. Min Moder spurgte, om den Fremmede dog virkelig skulde være evig fordømt til Helvede. Han og flere af de Fremmede,” sagde hun, „ere jo dog meget skikkelige Folk, der aldrig gjøre noget