bankede stærkt af Angest; jeg hørte, at de talte om mig.

Kan Drengen bruges til noget? spurgte den Ene. Har han nogen Skavank?"

Nei, Madonna har ikke været ham saa god!” sagde Peppo: han er slank og velskabt, som et Adelsbarn".

Det var en stor Ulykke!" sagde de Allesammen. Den blinde Cathrine tilføiede, at jeg io let kunde faae et lille Knæk, der kunde skaffe mig mit jordiske Brød, til Madonna gav mig det himmelske.

Ja, sagde Peppo, havde min Søsterdatter været fornuftig, da kunde Drengen have gjort sin Lykke! en Stemme har han, o, som de kjære Guds Engle! han er skabt for det pavelige Kapel! det kunde blive en Sanger!"

De talte om min Alder, om hvad der endnu kunde skee og hvad der burde gjøres før min Lykke! jeg begreb ikke, hvad det var de vilde foretage med mig, men jeg indsaae tydeligt, at det var noget Ondt, de havde for og jeg skjælvede, af Skræk. Hvorledes skulde jeg dog komme bort! Det alene fyldte min hele Sial. Hvorhen? Ja, det tænkte jeg slet ikke paa. Jeg krøb ud paa Gulvet og hen til den aabne Luge; ved Hjælp af en Træblok kom jeg op; jeg saae ikke et eneste Menneske paa Gaden, Dørene vare alle lukkede. Det var et stort Spring, jeg maatte gjøre, vilde jeg ned derudenfor; jeg havde ikke Mod til at springe; da syntes jeg man

greb i Døren, man vilde ind til mig; jeg foer sammen af Skræk og lod mig glide ned af Muren. Jeg faldt haardt, men dog paa Jord og Grønsvær.

Snart reiste jeg mig og løb da, ubevidst hvorhen, gjennem de snevre, bugtede Gader; en Mand, som sang høit og slog med sin Stok i Steenbroen, var den eeneste jeg mødte. Endelig stod jeg paa en stor Plads, Maanen skinnede, jeg kjendte Stedet, det var forum romanum, Kotorvet, som vi falde det.

Maanen oplyste Capitolicts Nyg-Side, der, som en lodret Fjeldvæg, syntes at afskjære det snevre Rom fra det friere Partie. Paa den høie Trappe til Septimius Severus-Buen laae nogle Betlere og sov, indsvøbte i deres store Kapper. De hoie Colonner, der endnu staae af de gamle Templer, kastede lange Skygger. Aldrig havde jeg været her efter Solens Nedgang; det Hele havde nos get spøgelseagtigt for mig, og som jeg gik faldt jeg over Capitalerne af Marmor, der laae i det hvie Græs. Jeg reiste mig og saae op paa Keiserborgens Nuiner; det tætte Epheu gjorde Murene endnu mere skumle; de sorte Cypresser stode saa dæ= moniske og store imod den blaa Luft, saa jeg blev endnu ængsteligere. I Græsset mellem omstyrtede Soiler og Marmorgruus laae nogle Køer, et Muulæsel græssede det var mig en Slags Trøst, her vare dog Levende, som ikke vilde gjøre mig Fortræd.

4

Det var næsten som Dag i det klare Maanelys; hver Gjenstand viste sig tydeligt, jeg hørte

Nogen komme; om det var mig de søgte? I min Angest tyede jeg ind i det kjæmpestore Colosseum, der laae, som et heelt Fieldpartie foran mig. Jeg stød i den dobbelte Buegang, der heel og stor, som var den fuldendt igaar, strækker sig om den halve Bygning; her var ganske mørkt og isnende koldt. Jeg gik nogle Skridt fremad mellem Colonnerne, men sagte, ganske sagte, thi Lyden af mine Fodtrin gjorde mig mere angest; jeg saae en Ild antændt paa Jorden, og kunde foran den kjende Ome ridsene af tre menneskelige Skikkelser; var det Bønder, som her havde valgt sig Natteleie, for ei at ride ved Nattetid over den øde Campagne? Var det maaskee Soldaterne, der havde Vagt i Colosseum eller endogsaa Rovere? Jeg syntes at høre deres Vaaben klirre og trak mig derfor sagte tilbage, hvor de høie Piller staac uden anden Hvælving end den, Buske og Elyngplanter danne. Sælsomme Slagskygger faldt i Maaneskinnet paa de høie Mure; Ovaderstenene, gledne ud af deres regelmæssige Sammensætning og begroede med Eviggrønt, faae ud, som de vilde styrte ned og kun endnu hang fast ved de tætte Ranker.

Oppe i den mellemste Søilegang gik Folk, sikkert Reisende, der sildigt i det smukke Maaneskin besaae denne mærkelige Ruin; en hvidklædt Dame var med i Selskabet. Endnu seer jeg tydeligt dette sælsomme Maleric, hvor de kom til Syne, forsvandt og atter viste sig mellem Colonnerne, belyste af Maaneskinnet og den røde Fakkel. Luften var saa

uendelig mørkeblaa og Krat og Buske saae ud som det sorteste Fløiel; hvert Blad aandede Nat. Mit Die fulgte de Fremmede. Endnu efter at de reent vare mig af Syne, saae jeg det røde Skjær af Faklen, men ogsaa dette forsvandt, og alt rundtom var dødstille.

*

Bag et af de mange Træ- Altre, der staae Side ved Side inde i Ruinen og vise Christi Korsvandring, satte jeg mig paa en sønderbrudt Capitæl, der laae i Græsset. Stenen var kold, som Jis, mit Hoved brændte, der var Feber i mit Blod; sove kunde jeg slet ikke og nu faldt det mig ind, alt hvad man havde fortalt mig om denne gamle Bygning, om fangne Jøder, som havde maattet reise disse store Steenblokke, for den mægtige romerske Keiser; om de vilde Dyr, som herinde havde kjæmpet mod hinanden, ja tidt endogsaa imod Mennesker, at Folket da sad paa Steenbænkene, der stige trappeviis fra Jorden til den øverste Svilegang *).

Det raclede i Krattet over mig, jeg saae op og syntes at see noget bevæge sig! ak ja, rundt om

*) Colosseum har en oval Form, er reist af TravertinSteen, og med fire Etager, hver af disse i en forskjel lig Orden, dorisk, jonisk og korinthisk; det blev bygget under Vespasian, nogle og halvfierdsindstyve Aar efter Christi Fødsel; 12000 fangne Jøder arbeidede der= paa. Det har 80 Buer og dets Omkreds anflaaes af te Fleste til 1641 Fod; der skal have været 86000 side Improvisatoren. 4

viste min Phantasie mig blege, mørke Skikkelser, som murede og hamrede; jeg hørte tydeligt hvert Slag, de sloge, saac de magre, sortskjæggede Jos der bortrive Græs og Buske og vælte Steen paa Steen, til den hele uhyre Bygning stod opreist paa ny, og nu var Alt een Menneskevrimmel, Hoved ved Hoved; det Hele syntes uendeligt større, eet levende Kjæmpelegeme.

Jeg saae Vestalinderne i lange, hvide Klæder, det prægtige Keiserhof, de nøgne, blødende Gladiatorer; hørte nu, hvor det brusede og hylede rundt om, i de nederste Bucgange; fra flere Sider styrtede Sfarer af Tigre og Hyæner, de joge forbi tæt ved hvor jeg laae, jeg følte deres brændende Aande, saae det røde Ildblik og knugede mig da fast til Stenen, hvor jeg sad, i det jeg bad Madonna frelse mig; men endnu mere vildt larmede det oms fring mig; dog kunde jeg see, midt derinde, det hellige Kors, som det staaer endnu og som jeg al tid fromt havde kysset, naar jeg gik det forbi. Jeg anstrængte min hele Kraft, følte tydeligt, at jeg slyngede mine Arme omkring det, men Alt rundtom styrtede sammen, Mure, Mennesker og Dyr, Bevidstheden forlod mig, jeg følte Intet mere.

dende Pladser omkring Arena og øverst oppe 20000 staa= ende. Nu er Ruinen indviet til kristelig Gudstjeneste. ,,While stands the Coliseum, Rome shall stand, ,,When falls the Coliseum, Rome shall fall; ,,And when Rome falls the world -99

Byron.