forstyrrede, som min egen Barndoms Lykke, min Glæde Dagen forud. Jeg saae dem paa Kirkegaarden løfte den store Steen tilside, som dækker Hvælvingen, hvori Ligene sænkes ned; jeg saae Kisten glide og hørte det svage Drøn, i det den stødte mod de andre Kister dernede. Saa droge de Alle bort, men Mariuccia lod mig knæle paa Gravsteneu og læse-et,,Ora pro nobis!"

I den maaneklare Nat reiste vi bort fra Genzano; Federigo og to Fremmede vare med. Tætte Skyer hang om Albanerbjergene; jeg saae paa de lette Taager, som i Maaneskinnet fløi over Campagnen; de Andre talte kun lidt og snart sov og drømte jeg om Madonna, om Blomsterne og min Moder, der levede, smilte og talte til mig.

-010101 101010—

IV.

Onkel Pepps. Natten i Colosseum. Afskeden.

Hvad skulde der nu egentlig gjøres med mig, det var Spørgsmaalet, da vi kom til Rom og ind i min Moders Huus. Fra-Martino stemte for, at jeg kom ud i Campagnen til Mariuccias Forældre, to skikkelige Hyrdefolk; de 20 Scudi vilde være dem en Rigdom, der kunde skaffe mig en Plads hos dem, som deres eget Barn; men jeg var jo

ogsaa halvt et Led af Kirken, og kom jeg nu ud i Campagnen, kunde jeg ikke længer svinge Røgelsekarret i Capucinerkirken. Federigo fandt ogsaa, at det var bedst, at jeg blev i Rom hos nogle ærlige Folk; han vilde ikke, sagde han, at jeg skulde blive en raa, cenfoldig Bonde. Medens Fras Martino raadførte sig i Klosteret, kom imidlertid min Onkel Peppo humpende paa sine Træklodse; han havde hørt min Moders Død og at der var tilfaldet mig 20 Scudi, og for disse sidste især kom han, for ogsaa at gjøre sin Stemme gjældende. Han erklærede, at han, som den Eneste jeg nu havde i Verden, maatte tage sig af mig, at jeg skulde følge med ham, hvad der ellers blev tilbage i Huset var nu hans, saavelsom de 20 Scudi. Mariuecia forsikkrede med' stor Jvrighed, at Fra-Martino og hun havde ordnet Alt paa det Bedste, og lod ham vide, at han som Krøbling og Betler havde nok at gjøre med sig selv og kunde her ingen Stemme have.

Federigo forlod Værelset, og de to Tilbageblevne lode nu hinanden gjensidigt høre den egennyttige Aarsag til deres Omhu for mig. Onfel Peppo spyede al sin Gift, og Mariuccia stod som en Furie imod ham: hun vilde slet intet have med ham, med Drengen eller med det Hele at gjøre! sagde hun, han kunde tage og knække et Par Sidebeen paa mig, faae en Krobling, der kunde tigge til hans Pose! Han skulde kun tage mig med, men Pengene beholdt hun, til Fra-Martino kom;

ikke en Skilling skulde hans falske Øie faae at see. Peppo truede med åt slaae hende med sit Haandbræt i Hovedet et Hul, saa stort som Piazza del Popolo. Jeg stod grædende imellem dem; Mariuccia stødte mig fra sig, og Peppo trak mig hen til sig; jeg skulde følge med ham, sagde han, kun holde mig til ham; naar han havde Byrden, skulde han ogsaa have Lønnen! Det romerske Senat vidste nok at skaffe en ærlig Mand Ret! og saaledes, uden at jeg vilde det, trak han mig med ud af Døren, hvor en laset Dreng holdt hans Æsel; thi til store Toure og naar det gialdt Hastværk, kastede han Haandbrætterne og knugede de visne Been fast til æselet; det og han vare saaledes ect Legeme. Mig tog han foran sig paa Dyret, Drengen gav det et Puf, og saa galopperede vi afsted, medens han paa sin Maade kjælede for mig.

Seer Du, mit Barn!" sagde han, er det ikke et deiligt 2sel! og flyve kan det, flyve som en Veddeløber gjennem Corso. Du skal faae det godt hos mig, som en Guds Engel, min egen slanke Dreng og nu fulgte tusinde Eder og Forbandelser over Mariuccia.

Hvor har Du stiaalet det smukke Barn!" spurgte hans Bekjendtere ham, idet vi reed forbi, og saa blev da min Historie fortalt og gjentaget næsten ved hvert Hjørne. Konen, som solgte Vand med Citronskaller i, gav os ogsaa for den lange Fortæl ling et heelt Glas til at dele, og forærede mig en Pinicfrugt til at tage med, thi Kjærnerne vare alle

borte. For vi naaede under Tag, var Solen alt nede. Jeg talte ikke et Ord, men trykkede Hænderne for Ansigtet og græd. I et lille Lukaf, ved Siden af det store Kammer, viste han mig i Krogen et Lag af Maisblade, eller rettere af Hylsteret om denne Frugt; der skulde jeg sove, sulten kunde jeg jo ikke være, sagde han, og tørstig ikke heller ; vi havde jo drukket det deilige Glas Citronvand; han klappede mig paa Kinden og viste da det hæslige Smiil, som altid havde skræmmet mig. Nu spurgte han mig ud, hvor mange Sølvstykker der vare i Pungen, om Mariuccia havde betalt Veturinen af denne, og hvad den fremmede Tjener havde sagt, da han kom med Pengene; men jeg vidste ingen Besked at give, og spurgte grædende, om jeg altid skulde blive her, om jeg ikke kom hjem imorgen.

„Jo vist, jo vist!“ sagde han, „sov nu, men glem iffe Dit Ave Maria! naar Mennesket sover vaager Djævelen! slaae Korsets Tegn over Dig, det er en Jernmuur, som den brølende Love ikke kan trænge igjennem! bed fromt, og bed, at Madonna vil straffe med ædder og Gift den falske Mariuccia, som gjør Dig Uskyldige Fortræd! bedrager Dig og mig for al Din Velfærd! Sov Du kun, Laagen lader jeg staae aaben, den friske Luft er halv Aftensmad! Vær ikke bange for Flaggermusene, de komme ikke ind, de flyve forbi, de stakkels, Skabninger! Sov født mit Jesusbarn! og nu lukkede han Døren til.

Længe gik han og puslede inde i det andet Kammer; nu hørte jeg forskjellige Stemmer og saae Lampen skinne gjennem en Sprække ind til mig. Jeg reiste mig, men ganske sagte, thi de tørre Maisblade raslede stærkt og jeg frygtede for, at han skulde høre det og da komme ind igjen. Gjennem Sprækken saae jeg nu, at de to Væger i Lampen varc tændte, der laae Brød og Roer paa Bordet og Foglietten med Viin gik rundt i Selskabet. Alle vare de Tiggere, Alle Kroblinge; jeg kjendte dem godt igjen, skjøndt der nu laae et ganske ans det Udtryk i deres Ansigt end det, jeg ellers var vant til at see hos dem. Den febersyge, halvdøde Lorenzo sad lystig og larmende, snakkede uophørligt, og om Dagen havde jeg altid seet ham udstrakt i Græsset paa Monte Pincio*), hvor han heldede det ombundne Hoved op til Træstammen, og halvdøende bevægede Læberne, medens Konen viste de Forbigaaende den febersyge, lidende Mand. Francia med de fingerløse Hænder trummede med Stumperne paa den blinde Cathrinas Skuldre og sang halvhøit Visen om ,,Cavalier Torchino". To til tre Andre sad nærmere Døren, men saaledes i Skygge, at jeg ikke kunde kjende dem. Mit Hjerte

*) Her er en offentlig Promenade, der strækker sig fra den spanske Trappe, det franske Academie og ned til Porta del Popolo, med udsigt over den største Deel af Rom og Haven ved Villa Borghese.