hvor Ilden brændte, lyttede de Alle til. og roste min smukke Stemme, saa jeg glemte den mørke Skov udenfor, og den gamle Fulvia, der havde spaaet min Skjæbne. Gjerne havde jeg nu begyndt at improvisere omkap med Bønderne, men min Moder stækkede min Forfængelighed og Villie, idet hun spurgte mig, om jeg fandt det passende, jeg, som i Kirken svingede Røgelsekarret og maaskee engang skulde tale Guds Ord til Folket, vilde gjøre mig til Nar; at det endnu ikke var Carnevalstið og at hun ikke tillod det. Men da vi ud paa Aftenen kom í vort Sovekammer og jeg steg op i den brede Seng, trykkede hun mig kjærligt til sit Hjerte, kaldte mig sin Trøst og Glæde, og lod mig, da Hovedpuden var saa lav, hvile mit Hoved paa hendes Arm, hvor jeg drømte til Solen skinnede ind af Vinduet og hnn vakte mig til den deilige Blomsterfest.

Hvorledes udtaler jeg det første Stue af Gaden, det brogede Billede, saaledes, som jeg da opfattede det. Den hele lange Gade, der hæver sig i en sagte Skragning, var overdynget med Blomster, Underlaget var blaat; det saac ud, som havde man plyndret alle Marker, alle Haver, for at faae af samme Farve Blomster nok til den hele Gade; over disse laae, som lange Striber, store grønne Blade med Rose ved Nose; i Afstand derfra, en lignende Stribe, og imellem disse var overdynget med morkerøde Blomster, saa at en stor Bort saaledes dannedes om det hele Teppe. Midten af dette forestillede Stjerner og Sole, som man havde

gjort ved at øse en Mængde gule Blomster gjennem stjernedannede og runde Former; mere Flid havde Navnetrækkene kostet, her var Blomst lagt ved Blomst, Blad ved Blad. Det hele var et levende Blomstertæppe, et Mosaik Gulv, rigere paa Farvepragt end, Pompeji kan opvise det. - Ingen Vind rørte sig, Blomsterne laae faste, som var det tunge, fasttrykte Edelstene. - Fra alle Vinduer hang store Tæpper ned over Muren, alle virkede af Blade og Blomster, der dannede hellige Billeder. Her ledte. Joseph selet, der bar Madonna med Barnet; Noser dannede Ansigt, Fødder og Arme, Levkoier og blaa Anemoner hendes flagrende Kjortel, og Kronen var hvide Stjerneblomster *) hentede fra Nemiseen. Sanct Michael kjæmpede med Dragen, den hellige Rosalia strocde Roser ned paa den sortblaa Verdenskugle; overalt hvor jeg saae, fortalte Blomsterne mig bibelske Legender og alle Mennesker, rundt om, vare glade, som jeg. Paa Altanerne støde festligt klædte de rige Fremmede fra hün Side Bjergene, og langs med Husene bevæ= gede sig den store Menneskevrimmel, nok saa pyntet, hver Enkelt efter sin Egns Mode. Ved Steenbasinet, om det store Vandspring, hvor Gaden dreier, havde min Moder taget Plads, ieg stod foran paa Satyrhovedet, der seer ud fra Vandet.

1

Solen brændte varmt, alle Klokkerne klang og Toget bevægede sig hen over det deilige

*) Nyphæa alba.

Blomstergulv; den skioune Musik og Sang bebudede dets Komme. Chordrengene svingede Røgelsekar foran Monstranseu, Omegnens skiønneste Piger fulgte efter med Blomsterkrandse, og fattige Børn, med Vinger paa de nøgne Skuldre, ventede med Englehymner, ved det store Høialter, Toget, der nærmede fig. De unge Karle havde flagrende Baand om den spidse Hat, hvorpaa Mariabilledet var hæftet; Solv og Guld-Ringe hang i en Kjæde om Halsen, og smukke brogede Skicrf stak herligt af til den sorte Fløiels Troie. Pigerne fra Albano og Frascati kom med tynde Slør zürligt over. den forte Haarflætning med Sølvpilen i; de fra Velles tri bare derimod Krandse om Haaret og det brogede Halsklæde hæftet ned til Kjortelen, saa at de smukke Skuldre og det runde Bryst kom til Syne. Fra Abruzzerne, fra Sumpene, fra enhver nærliggende Egn kom de Alle i deres egentlige Nationaldragt og gav saaledes det meest brogede Skue. Kardinalen, i sin Sølvmors - Kaabe, skred frem under den blomstersmykkede Baldakin, Munke af de forskjellige Ordener fulgte, og alle bare de brændende Vorkjærter. Da Toget var ude af Kirken strømmede Mængden efter; vi bleve revne med; min Moder holdt mig fast om Skuldrene, for at jeg ei skulde slippe fra hende. Der gik jeg nu nede, indeklemt mellem Vrimmelen; alt hvad jeg kunde see, var alene den blaa Himmel over mig. Med Eet hørte man rundt om et heftigt Skrig, der trykkedes fra alle Sider: et Par løbske Heste var

det; mere hørte jeg ikke, men blev revet til Jorden, det blev sort for mine Dine og det var, som et Vandfald bruste hen over mig.

O, Guds Moder, hvilken Jammer! jeg fø ler endnu en sælsom Stjælven, naar jeg tænker tilbage derpaa. Da jeg kom til mig selv, laae jeg med Hovedet i Mariuccias Skjød, hun skreg og jamrede; ved siden laae min Moder udstrakt og rundt om var en snever Kreds af de fremmede Mennesker. De sky Heste havde kjørt over os, Hiulet var gaaet over min Moders Bryst, Blodet strømmede hende udaf Munden, hun var død.

Jeg saae, de trykkede de brustne Dine til, og foldede de livløse Hænder, som nyligt saa kjærligt havde skjærmet om mig. Munkene bragte hende ind i Klosteret, og da jeg var uden al Skade, kun min ene Haand skuret lidt, tog Mariuccia mig med tilbage til Osteriet, hvor jeg igaar havde været saa glad, bundet Krandse og sovet i min Moders Arme. Jeg var ret inderlig bedrøvet, skiøndt jeg ikke begreb, hvor ganske forladt jeg var. De gave mig Legetøi, Frugt og Kager, lovede mig, at jeg imorgen skulde sec min Moder og sagde at hun var hos Madonna, bvor der altid var hellig Blomsterfest og Glæde, men deres øvrige Tale undgik mig heller ikke; jeg hørte hvor de hviskede om den hæslige Rovfugl igaar, om Fulvia og en Drøm min Moder havde havt; nu hun var død, havde de Alle forud anet Ulykken.

De lobste Heste vare imidlertid standsede tæt udenfor Byen, i det de tørnede mod et Træ; en fornem Herre paa nogle og fyrgetyve Aar, halvdod af Stræk, havde man hjulpet ud af Vognen; de sagde, han var af den borghesiske Familie, eiede en Villa mellem Albano og Frascati og var bekjendt ved sin sælsomme Lyst til at samle alskens Planter og Blomster; ja, i de hemmelige Kunster skulde han være viis, som den kloge Fulvía. En Tjener i rigt Livree bragte en Pung med 20 Scudi fra ham til det moderlose Barn.

Næste Aften, før det ringede til Ave Maria, førte de mig hen i Klosteret, for at see min Moder sidste Gang; hun laae i den snævre Fjellekiste, festligt klædt, som igaar til Blomsterfesten; jeg kyssede de foldede Hænder, og Ovinderne græd med mig.

Ved Døren stode alt Lügbærerne og Følget, formummede i deres hvide Kitler med Hætten ned over Ansigtet. De løftede Baaren op paa deres Skuldre, Capucinerne tændte deres Vorkjærter og istemte Sangen for de Døde. Mariuccia gik tætved Liget med mig; den ildrøde Aftenhimmel skinnede paa min Moders Ansigt, hun saae ud, som om hun levede. De andre Børn fra Byen løbe saa glade omkring mig og opsamlede i Kræmmerhuse Voret, der dryppede fra Munkenes Kjærter. Vi gif gjennem Gaden, hvor igaar Fest Processionen fandt Sted; den laae endnu med Blomster og Blade, men alle Billederne, de smukke Figurer vare