det vandt hans Bifald, snart udbredte sig over hele Huset og selv til Spekhokerens Signora, der loe og flog Hænderne sammen, idet hun kaldte det et mirakuløst Digt, en: divina Comedia di Dante!

Nu blev da ogsaa Alting befjunget! jeg levede saa ganske i Phantasier og Drømme, i Kirken, naar jeg svingede Røgelsekarret til Munkenes Sang, paa Gaderne mellem de rullende Vogne og skrigende Kræmmere, som i min lille Seng under Madonnabilledet og Vievandskarret. Hele Timer - kunde jeg, i Vinterskumringen, sidde udenfor vort Huus og stirre ind i det store Blus paa Gaden, hvor Smeddene glødede deres Jern og Bønderne opvarmede sig; jeg saac i den røde Jld en Verden, flammende som min egen Phantasies. Jeg jublede af Glæde, naar om Vinteren Sneen fra Bjergene jog saa stærk en Kulde ned til os, at der hang Jistappe paa Steentritonen ude paa Pladsen, Skade, at det skete saa fjeldent. Da vare ogsaa Bønderne glade, naar de faae dette, som var dem Tegn paa et frugtbart Aar, de toge hverandre i Hænderne og dandsede i store uldne Peltse rundt om Tritonen, mens Regnbuen spillede paa den høie Vandstraale.

Men jeg dvæler for længe ved de enkelte Barndoms-Erindringer, der for Fremmede ikke kunne have den dybe Betydning, det forunderlige Gribende, som for mig. Ved at gjentage dem, ved at dvæle ved Enkelthederne, synes jeg atter at gjenleve det Hele.

Min Barndom Hjertet var for mine Drømme,
Et Tonehav, hvor Billedbaade svømme!

Jeg vil skride til den Begivenhed, der satte det første Tjørnegiærde mellem mig og Hjemmets Pas radiis, førte mig ud mellem Fremmede, og skabte Spiren til min hele Fremtid.

III.

Blomsterfesten i Genzano.

Det var i Junimaaned, Dagen nærmede sig til den berømte Blomsterfest, der aarlig hoitidelig holdes i Genzano*). Min Moder og Mariuccia havde der en fælleds Veninde, som med sin Mand holdt Osterie og Kjøkken**). De havde alt i flere Aar besluttet at tage ud til denne Fest, men altið var der indtruffet Forhindringer; denne Gang blev det sat igjennem. Dagen før Blomsterfesten skulde vi afsted, da det var en lang Vei; af Glæde sov jeg ikke hele Natten forud.

Solen var endnu ikke oppe, da Veturinen holdt for Døren, og vi rullede afsted. Aldrig før havde jeg været ude mellem Bjergene. Forventning

*) En lille By paa Albanerbjergene, tæt ved Landeveien mellem Rom og Sumpene.

") .,Osteria e cucina,“ det sædvanlige Skildt for mindre Herberger og Spiseqvarteter i Italien.

1

og Glæde over den vidtomtalte Fest satte min hele Sjæl i Bevægelse. Kunde jeg som Ældre see Naturen og Livet rundt om med samme levende Folelse som da, og i Ord udtale det, maatte det blive et udødeligt Digt. Den store Stilhed i Gaderne, den jernbeslaaede Stadsport, den milevidt udstrakte Campagne med de censomme Gravsteder, den tætte Morgentaage, der skjulte Foden af de fjerne Bjerge; Alt syntrs mig hemmelighedsfulde Tilberedelser til den Herlighed, jeg skulde faae at sec. - Selv de ved Veien opreiste Trækors med de hvide Røverbeen paa, der sagde os, at her var en uskyldig dræbt og Gjerningsmanden straffet, havde noget kildrende for mig. Først forsøgte jeg paa, at tælle de uendes lig mange murede Buer, der lede Vandet fra Bjergene til Nom; men det blev jeg træt af; saa plagede jeg de Andre med tusinde Spørgsmaal om de store Blus, som Hyrderne havde tændt rundt om de sammenstyrtede Grav- Monumenter, og vilde have, noie Forklaring om de store Faarchjorder, som de vandrende Drivere holdt samlede paa een Plet, ved at have spændt et Fiskenet, som et Gjærde, rundt · om hele Hjorden.

Fra Albano skulde vi gaae til Fods den korte smukke Vei over Ariccia. Receda og Gyldenlak vorté vildt ved Veien, de tætte, saftige Olietræer skyggede saa deiligt; jeg kunde øine Havet, og paa Bjergskræns ten ved Veien, hvor Korset staaer, hoppede lystige Piger os dandsende forbi, loe og spøgte, men glemte dog ikke fromt at kysse det hellige Kors.

Den høie Kirkckuppel i Ariccia troede jeg var Peterskirkens, som Englene havde hængt herude i den blaa Luft mellem de mørke Olietræer. Inde paa Gaden havde Folk flokket sig om en Bjørn, der dandsede paa Bagbenene, medens Bonden, der holdt den i Snoren, blæste paa Sækkepibe, den selvsamme Melodie, han ved Juletid, som Pifferari, havde blæst for Madonna. En deilig Abekat i Soldater-Uniform og som han kaldte: Korporalen, slog Kaalbøtter paa Bjørnens Hoved og Ryg. Jeg havde gjerne blevet her, istedetfor at' gaae til Genzano! Blomsterfesten var jo ogsaa først imorgen; men min Moder skyndte, for ví skulde hjælpe Veninden, Angeline, med at flætte Krandse og Blomstertepper.

Den korte Vei var snart tilbagelagt og Angelines Huus opspurgt; der laae paa den Kant af Genzano, som vender mod Nemisoen; det var et smukt Huus; ud af Muren sprang et Kildevæld ned i Steenbasinet, hvor Wslerne trængte sig om for

at driffe.

Vi traadte ind i Osteriet: der var en Summen og Brummen! Maden kogte og brasede paa Skorstenen. En Vrimmel af Bønder og Byfolk sad ved de lange Træborde, drak deres Vin og spiste deres Presciutto. Deilige Noser stode i den blaae Krukke foran Madonnabilledet, hvor Lampen ikke ret vilde brænde, fordi Nøgen trak derhen., Kats ten løb over Ostene, der laae paa Hylden, og vi vare nær faldet over Hønsene, som hoppede om

paa Gulvet. Angeline tog meget fornøiet mod os, og vi kom op af den steile Trappe tæt ved Skorstenen, hvor vi fik vort eget Kammer, og kongelige Netter, efter mine Begreber; alt var prægtigt, selv Foglietten med Viin var pyntet ud; der sad som Prop i Flasken en udsprunget Rose. De kyssedes alle tre, jeg fik ogsaa et Kys, og maatte tage det, enten jeg vilde eller ei. Angeline sagde, jeg var saa pæn, og min Moder klappede mig paaKinden med den ene Haand, medens hun med den anden pyntede paa mig, trak Trøien, der var mig. for kort, snart ned over Hænderne, snart igjen op om Hals og Bryst, saaledes som den skulde sidde.

Efter Bordet ventede os alt en heel Fest, vi skulde ud at plukke Blomster og Grønt til Krandse. Gjennem en lav Dør kom vi nu ud i Haven; denne var kun nogle Alen i Omfang og udgjorde, saa at sige, kun een eneste Løvhytte. Det tynde Rakværk foran var forstærket ved de brede, faste Blade af Aloen, der her groede vildt og dannede et nas turligt Gjærde. Sven laae blikstille dybt i det store runde Krater, fra hvilket engang Ilden havde sprudlet mod Skyen. Vi gik ned af den amphitheatralske Bjergside, gjennem de store Vignier og den tætte Platanskov, hvor Rankerne snoede sig op mellem Trægrenene., Oven paa den anden Sfrænt laae Byen Nemi og speilede sig ned i den blaa Sø. Medens vi gik bandt vi Krandse; den mørke Oliegreen og det friske Viinblad blev slynget mellem de vilde Gyldenlaffer. Snart var den blaa dybtliggende Sø og den