smykket med transparente Papirs - Lygter; disse vare saaledes anbragte i Architecturen, at den hele store Bygning stod som med Jldcontur mod den blaa Luft. Trængselen derude syntes endnu større, end om Formiddagen, vi kunde kun kjøre i Fodgang. Fra Engelsbroen saae vi første Gang den hele illuminerede Kjæmpebygning, der speilede sig i den gule Tiber,. hvor Baade, opfyldte med glade Mennesker, ret oplivede det hele Malerie. Da vi naaede Peterspladsen, hvor alt var Musik, Klokkeklang og Glæde, lød just Tegnet til Forvandlingen ved Jlluminationen. Flere hundrede Mennesker vare fordeelte paa Kirkens Tag og Kuppel, hvor de i samme Nu skjød store Jernpander med brændende Beegkrandse frem; det var, som hver Lygte blussede op i Flamme, et luende Guds Tempel blev den hele Bygning, den lyste over Rom, som Stjernen over Bethlehems Vugge. Folkets Jubel steg meer og meer, Annunziata tabte sig i Beskuelsen af det Hele.

Men det er dog skrækkeligt!" udbrød hun. „Det ulykkelige Menneske, der maa fastsætte det øverste Blus paa Korset over den store Kuppel. Jeg svimler ved Tanken derom!"

Det er en Høide, som Ægyptens Pyramider! der hører Dristighed til at svinge sig derud og fast

*) Da Kirken ganske er af Steen, og det samme er Tilfæl det med alle Bygninger rundtom, er der aldeles ingen Fare ved at Beegkrandse og Jernpander brænde ud af sig selv; Alt er derfor een Flamme den hele Nat!

giøre Tougene. Den hellige Fader lader ham ogsaa give Sacramentet, før han stiger derud."

Saaledes skal et Menneskes Liv voves! sukkede hun, og det blot for et Diebliks Pragt og Glæde!"

„Men det er ogsaa til Guds Forherligelse!” svarede jeg, og hvor ofte vove vi det ikke for mindre." Vognene bruste forbi, de fleste kjørte til monte pincio, for derfra i Afstand at see den belyste Kirke, og hele Byen, som svømmede i dens Glands. Det er dog en smuk Idee, sagde jeg, „at fra Kirken straaler alt Lyset ud over Staden! maaskee har Gor regio faaet Ideen herfra til sin udødelige Nat!

„Om Forladelse!" afbrød hun, „De husker nok iffe, at Maleriet var fuldendt før Kirken! Han fik vistnok Ideen fra sit eget Hjerte, og det synes jeg ogsaa var smukkere! Men vi maae see den hele Pragt fra et fjernere Punct. Om vi kjørte op af monte Mario, der er Trængselen ikke saa stor, som til monte pincio. Vi ere tæt ved Porten!

Vi rullede bag om Søilegangen og vare snart udenfor. Vognen holdt ved det lille Vertshuus paa Veien opad Bjerget, Kirkens Kuppel tog sig herligt ud, den syntes bygget af brændende Sole. Façaden var rigtignok skjult, men ogsaa dette havde en egen Virkning, Glandsen, som udbredte sig fra den oplyste Luft, gjorde at det saae ud som den af Stjerner straalende Kuppel svømmede paa et Lyshav. Mus siken og Klokkerne klang til os, men rundt om var dobbelt Nat og Stjernerne stode kun som hvide Pune

ter høit i den blaa Luft, som havde de dæmpet deres Skjær over Romas glimrende Paaskeild. Jeg steg af Vognen og gik ind i det lille Vertshuus, for at hente nogle Forfriskninger. Da jeg atter traadte ud i den snevre Gang, hvor Lampen brændte for Madonnabilledet, stod Bernardo for mig, bleg, som da han i Jesuiterskolen modtog Krandsen. Diet brændte som den Febersyges, han greb min Haand med en Vanvittigs Kraft og Vildhed. Jeg er ingen Morder, Antonio!" sagde han med sælsom dæmpet Stemme, ellers stødte jeg min Sabel i Dit falske Hjerte, men slaaes skal Du med mig, enten Din Feighed vil det eller ei! Kom, kom med mig!"

Bernardo, er Du rasende! spurgte jeg og vilde rive mig løs.

„Skrig kun høit!” gientog han med dæmpet Stemme, faae Mængden til at hjælpe Dig, da Du ei ene tør staac mod een; før man binder min Haand, er Du Dødens!" Han rakte mig en Pistol, „kom, skyd med mig, eller jeg bliver Din Morder!" og mu rev han mig med udenfor, jeg holdt Pistolen, han havde rakt mig, forsvarende frem imod ham.

Hun elsker Dig! og stolt vil Du vise det for Romerfolket, for mig, som Du bedrog med falsk, sledsk Tale, skjøndt jeg aldrig opfordrede Dig dertil!” Du er syg, Bernardo! vanvittig, kom mig iffe nær! Han trængte ind paa mig, jeg stødte ham bort da horte icg Skuddet, min Haand zittrede, Alt var i Rog rundt om, men et sælsomt Suf, Skrig kan jeg ei kalde det, naacde mit Øre,

Improvisatoren.

13

mit Hierte. Min Pistol var gaaet af, Bernardo laac foran i sit Blod! Som en Nattevandrer stod jeg der og holdt Pistolen fast knuget i Haanden; først da jeg hørte Stemmer omkring af Husets Folk, horte Annunziatas Skrig: Jesus Maria!" saae hende og den Gamle foran mig, følte jeg den hele Ulykke, „Bernardo! raabte jeg fortvivlet, og vilde kaste mig over hans Liig, men Annunziata laae knælende foran det og søgte at standse Blodet. Jeg seer endnu hendes blege Ansigt, det faste Blik, hun hæftede paa mig. Jeg var som bundet til Stedet hvor jeg stod!

„Red Dem, red Dem!" raabte den gamle Dame, og trak mig i Armen.

Da raabte jeg, overvældet af Smerte: „Uskyldig er jeg! Jesus Maria! jeg er uskyldig! Mig vilde han myrde, selv gav han mig Pistolen, og den gik af ved et Tilfælde! Og hvad jeg maaskee ellers ikke havde vovet høit at sige, udtalte jeg nu i min Fortvivlelse: „Annunziata, vi elskede Dig! For Dig vilde jeg døe, som han! Hvem var Dig kjærest af os to? Siig mig i min Fortvivlelse, om Du elsker mig, saa vil jeg flye!”

„Bort!” stammede hun og gjorde et Tegn med Haanden, i det hun idelig beskjæftigede sig med den Dræbte.

„Flye!” raabte den gamle Dame.

Annunziata, hvem var Dig kjærest af os

to? spurgte jeg, overvældet af Smerte. Da bøjede hun sit Hoved ned mod den Døde, jeg hørte hun

græd, og saae hendes Læber berøre Bernardo's Vande.

Gensdarmerne!" raabte man rundt om: Flye, flye!" og som af usynlige Hænder blev jeg revet ud af Huset.

XIV.

Bønderne fra Rocca del Papa.

Mit Livs Parce.

Roverhulen.

Hun elsker Bernardo! lød det i mit Hjerte, det var Dødens Piil, der gjød Gift i alt mit Blod, drev mig afsted og døvede sely den Røst, som raabte: Du har dræbt din Ven og Broder.

Instinctmæssig brød jeg gjennem Krat og Buż ske, klattrede over Murene, som indhegne Viinhaverne paa Bjerget. Peterskuppelen lyste høit i Luften; saaledes skinnede ogsaa rundt om Cains og Abels Altere, da Morderen flyede.

Flere Timer vandrede jeg uafbrudt fremad; ieg standsede først foran den gule Tiber, der afskar mig Veien; fra Rom og ned til Middelhavet vilde jeg ikke sinde en Bro, eller selv en Baad, der kunde føre mig over. Den uventede Hindring var et Knivsnit, der for et et Dieblik overskar Ormen, som gnavede mit Hjerte, men snart vorte den sammen igjen, og jeg følte dobbelt min hele Ulykke.