idet nogle Vogne trak ind i den mørke Sidegade, saac jeg, tæt foran mig, mine to Masker; Lysene vare slukkede for Cavalieren i Slaabrok, men den unge Blomsterpige holdt en Bouquet af brændende Vorstabler høit paa et Rør, der vist var 4 til 5 Alen langt, hun loe hoit af Glæde, da man iffe kunde naae op med de paa Stokke bundne Tørklæder, og Manden i Elaabrok overvældede med Confetti enhver, som vovede at nærme sig; jeg lod mig ikke afskrække; i et Nu var jeg bag paa Vognen, greb fast om Røret og, endskjøndt jeg hørte et bønligt Nei og hendes Beskytter dyngede mig over med Kalkkuglerne og det ikke skaansomt, greb jeg fast om Nøret, for at faac Lysene ned, det brast i mine Hænder, og den straalende Bouquet faldt, under Mængdens Jubel, ned paa Jorden. Fy, Antonio!" raabte Blomsterpigen. Det gik mig igjennem Marv og Been, thi det var Annunziatas Stemme. Hun kastede mig alt sit, Confetti over Ansigtet, og Kurven med. I min Overraskelse sprang jeg ned og Vognen rullede fremad, men jeg saae en Bouquet, som et Forsonings-Tegn, flyve til mig; jeg greb den i Luften, vilde efter dem, men det var umuligt at slippe frem, Vognene vare i Trængsel, der var den største Forvirring, idet nogle rykkede til een Side, andre til en anden; jeg kom om i Sidegaden, men, som jeg aandede friere, følte jeg meer den tunge Vægt paa mit Hjerte. Hvem var det Annunziata kjørte med?" At hun den sidste Dag vilde til Carnevalet, fandt jeg naturligt, men Herren i

Improvisatoren.

"

10

Slaabrok? Ak ja, min første Formodning var vistnok sand! Det maatte være Bernardo. Jeg vilde overtydes derom. I Hast foer jeg afsted giennem Sidegaderne, og kom til Piazza colonna, hvor Annunziata boede og posterede mig ved Porten, for at oppebie hendes Ankomst. Snart kom ogsaa Vognen, og, som var jeg Husets Tiener, sprang jeg tal, Annunziata hoppede ned uden at see paa mig; nu kom Herren i Slaabrok, han steg for langsomt ud til at være Bernardo; „Tak min Ven!" sagde han, og jeg hørte, at det var den gamle Veninde, saae ogsaa paa Fødderne og den brune Kjole, der hang neden for Slaabrokken da hun steg ud, hvorledes jeg havde feilet i min Fors modning.,,Felisissima notte, Signora!" raabte jeg høit i min Glæde. Annunziata loe, sagde spøgende, at jeg var et slet Menneske, og at hun vilde skynde sig bort til Florenz, men hendes Haand trykkede min. Salig og med let Hjerte fors lod jeg hende, jublede høit det vilde Raab: "dve skal den, der intet Lye har!" og saa havde jeg selv slet intet! Jeg tænkte imidlertid kun paa hende og den gode gamle Kone, der, sikkert “alene for at glæde hende, havde iført sig Slaabrok og Nathue og saaledes deeltaget i Carnevalet, en Glæde, hun ikke syntes skabt for. Og hvor smukt og naturligt af Annunziata, at hun ikke var kjørt med Fremmede, ikke havde tilladt Bernardo eller selv Kapelmesteren at kjøre i sin Vogn. At jeg, idet Dieblik jeg kjendte hende, var blevet fkinsyg paa

Nathuen, var noget, jeg ikke vilde indrømme for mig selv; lykkelig og glad var ieg, og i Glæde vilde jeg ende de faa Timer, der endnu vare tilbage, før Carnevalet, som en Drøm, var tilende. Jeg gik i Festino, det hele Theater var decoreret med Guirlander af Lamper og Lys, alle Loger vare opfyldte med Maskerede og Fremmede uden Maske; fra Parterret gik en hoi, bred Trappe over det sædvanlige Orchester, som det skjulte, og op paa Scenen, der med Drapperier og Krandse var decoreret til Balsal; to Orchestre verlede med hinanden; en Mængde Quaqueri- og Veturin - Masker dandsede en lystig Ringdands om Bachus og Ariadne; de toge mig med i Kredsen, og i Glæden gjorde jeg de første Dandse Trin, og fandt det saa lystigt, at det ikke blev ved disse, nei, da jeg ud paa Natten hoppede hjem, gjorde jeg endnu en Svingom med de lystige Masker og raabte med dem: den lykkeligste Nat paa det skjønneste Carneval!"

Min Søvn var kun kort. Jeg tænkte i den smukke Morgenstund paa Annunziata, som nu maaskee i dette Sieblik forlod Rom, tænkte paa de lystige Carnevalsdage, der syntes at have skabt et nyt Liv for mig, og nu, med al deres Jubel og Vrimmel vare forsvundne. Jeg havde ingen Ro! jeg maatte ud i den friske Luft. Alt var der med Eet forandret. Alle Døre og Boutikker lukkede, faa Mennesker paa Gaden, og i corso, hvor den lyftige Vrimmel igaar neppe kunde trænge sig frem, gif nu nogle Slaver i deres hvide Klædning med

de brede, blaa Striber og feiede Confetti bort, der som Hagl laae paa Gaden; en ussel Hest, med sit Høeknippe bundet ved Siden, hvilket den aad af, trak den lille Karre, hvori Feieskarnet samledes. En Veturin holdt foran et Huus, belæssede sin Karret ovenpaa med Kasser og

sker, trak en stor Matte hen over den hele Bygning og snørede nu Jernkjæderne fast, næsten ind i Læderet af de mange Kofferter bag paa. Fra en Sidegade kom en lignende bepakket Karre.

Alle droge bort. Det Rom skulde være død i fem lange Uger, fra Askeonsdag til Paaske.

gik til Neapel eller Florenz.

XII.

Fasten. Allegris Misserere i det sirtinske Capel. Besøget hos Bernards. Annunziata.

Stille og dræbende lang gled Dagen hen; Tans ken opførte og gientog mig Carnevalets Skuespil, mit eget Livs store Begivenhed, hvori Annunziata spillede Hovedrollen. Men Dag for Dag til tog Eensformigheden og denne Gravstilhed rundtom. Jeg følte en Tomhed, som mine Bøger iffe kunde udfylde, Bernardo havde før været mit Allt, nu var det, som der laae en Kloft imellem

os, jeg følte mig tvungen i hans Nærhed, og meer og meer blev det mig klart, at det var Annunziata, der ene og alene beskjæftigede mig. Dieblikke var jeg lyksalig ved denne Følelse, men der kom Timer, der kom Nætter hvori jeg tænkte paa Bernardo, som tidligere end jeg havde elsket hende; ham var det jo ogsaa, der havde ført mig til hende; ham havde jeg forsikkret, at det kun var Beundring og intet mere, jeg følte for hende; ham, min eneste Ven, ham, icg saa tidt havde forsikkret om mit Hiertes Trofasthed, mod ham var jeg falsk og ond. Da brændte Angerens Braað í mit Hjerte, men Tanken kunde dog ikke løsrive sig fra Annunziata. Enhver Erindring om hende, mine glas deste endte Timer, tilsmilte mig den dybeste Veemod. Saaledes betragte vi det livsskjønne, smilende Billede af en kjær Død, og jo mere levende, jo venligere det smiler, des stærkere Veemod griber os. Livets store Kampe, man saa ofte i Skolen havde talt til mig om, og som jeg da troede bestod i Vanskeligheden med en Lectie, eller Uvillie over en Lærers Urimelighed, følte jeg nu først begynde. Burde jeg ikke nedkjæmpe denne Lidenskab, der var vakt hos mig, da vilde min forrige No vist indtræde. Til hvad kunde ogsaa denne Kjærlighed lede? Annunziata stod høit i sin Kunst, dog vilde Verden fordømme mig, om jeg forlod min Stilling og fulgte hende; Madonna selv vilde vredes, til hendes Priis var jeg født og opdraget; Bernardo maatte aldrig kunne tilgive mig, og jeg vidste jo slet