II.

Befoget i Katakomberne. Jeg bliver Chordreng. Det nydelige Englebarn. Improvisatoren.

Vor Logerende, den unge Maler, tog mig stuns dom med paa sine smaa Vandringer ud af Porten; jeg forstyrrede ham ikke, medens han gjorde een eller anden Skizze, og naar han var færdig, morede han sig ved min Sladdren, da han nu forstod Sproget. Engang før havde jeg været med ham i curia hostilia, dybt inde i de mørke Huler, hvor i gamle Dage de vilde Dyr gjemtes til Legenc, hvor uskyldige Fanger vare kastede for glabende Hyæner og Løver. De mørke Gange, Munken, der førte os derind og bestandigt slog den røde Fakkel mod Muren, de dybe Steendamme, hvor Vandet stod klart som Speile, ja saa klart, at man maatte berøre det med Faklen, for at overtydes om, at det stod høit op til Randen, og ikke var et tomt Num, som det ved sin Klarhed syntes; alt kildrede min Phantasie, Frygt følte jeg ikke, da jeg var uvidende om nogen Fare.

Komme vi ud i Hulerne? spurgte jeg ham, da jeg for Enden af Gaden saae det Øverste af Colosseum.

„Nei, til nogle langt større, svarede han, „der stal Du faae noget at see! og Dig vil jeg tegne med, min egen raske Dreng!”

Da vandrede vi fort, altid fort, mellem de hvide Mure, der indslutte Viinhaverne og de gamle Ruiner af Badene, til vi vare ude af Rom. Solen brændte hedt og Bønderne havde gjort sig Løvhytter af grønne Grene over deres Vogne, hvori de sov, mens Hestene, overladte til sig selv, gik i Fodgang og aade af Høeknippet, der til dette Brug var hængt paa deres ene Side. Endelig naaede vi til Egerías Grotte, inde i hvilken vi spiste vor Frokost og blandede Vinen med det friske Vand, der strømmer ud mellem Steenblokkene. Vægge og Bue, den hele Grotte var indvendig overvoret med det fineste Grønt, som var det et Betræk, virket med Silke og Fløiel, og rundt om den store Indgang hang det tætte Epheu, friskt og fyldigt, som Viinløver i Calabriens Dale. Nogle faa Skridt fra Grotten lige ger eller rettere laac, thi nu er der kun Rudera deraf, et lille, ganske øde Huus, bygget over een af Nedgangene til Katakomberne. Disse have i ældre Tider, som bekjendt, været Forbindelsesled mellem Rom og de omliggende Byer, men ere siden deels styrtede sammen, decls tilmurede, da de tjente Røvere og Smughandlere til Skjul. Nedgangen gjennem Gravhvælvingerne i St. Sebastians Kirken og her giennem dette øde Huus, vare dengang de to eneste, man endnu havde, og jeg tør troe, at vi vare de sidste, som stege ned ad denne, thi kort efter vor Begivenhed blev den ogsaa tillukket, og kun den ene gjennem Kirken, under Ledsagelse af en Munk, blev aaben for den Fremmede.

Dhbt dernede, hulet giennem den bløde Puzzolanjord, krydser den ene Gang den anden; deres Mængde, deres Lighed med hinanden kan forvirre selv den, der kjender Hovedretningerne. Jeg gjorde mig slet ingen Tanker om det Hele, og Maleren havde sikkret sig saaledes, at han ikke tog i Betænk ning at føre mig lille Dreng med derned. Han tændte sit Lys og tog et med i Lommen, gjorde et Nøgle Traad fast ved Aabningen, hvor vi stege ned, og vor Vandring begyndte. Snart vare Gangene saa lave, at kun jeg kunde gaae opreist, snart hævede de sig i høie Buer, udvidedes i store Ovadrater, der hvor de overskares af andre. Vi fom gjennem Rotonden med det lille Steenalter i Midten, hvor de første Christne, forfulgte af Hedningerne, hemmeligt holdt deres Gudstjeneste. Fe derigo fortalte mig om de 14 Paver og de mange tusinde Martyrer, der laae begravne hernede. Vi holdt Lyset til de store Revner i Grav-Nischerne og saae de gule Knokler derinde *). Endnu gik vi nogle Skridt fremad, saa gjorde han Holdt, thi Traaden var iffe meget længer. Enden af den bandt han

*) Gravmalerne her ere uden al Prydelse; derimod finder man i den hellige Januarii Katakomber ved Neapel Helgenbilleder og Inscriptioner, men slet gjorte. Paa de Christnes Grave ere afbildede en Fisk, i hvis græske Navn: Xov ligge Begyndelsesbogstaverne til Inooug χριστος θεους υιοσ σωτης: (Jefus Chriftus, Gub Son, Frelser).

fast i sit Knaphul, stak Lyset ind mellem nogle Stene og begyndte nu at aftegne de dybe Gange; jeg sað tæt ved paa en Steen, han havde ladet mig folde Hænderne og see op i Veiret. Lyset var halvt udbrændt, men der laae et heelt ved Siden af, desuden havde han Svamp og Fyrtøt, for at kunde tænde igjen, om det pludseligt sluktes.

Min Phantasie skabte tusinde forunderlige Gjenstande i de uendelige Gange, der aabnede sig, for kun at vise et uhyre Mørke. Alt var ganske stille, kun de nedfaldende Vanddraaber gave en eensformig Lyd. Medens jeg saaledes sad i mine egne Tanker, blev jeg pludselig forskrækket over min Ven, Maleren, der gav et forunderligt Suk, og sprang omkring, men altid paa samme Plet. Hvert Dieblik bøiede han sig ned til Jorden, som om han vilde gribe noget; nu tændte han det større Lys og søgte rundt om; da blev jeg bange over hans sære Væsen og reiste mig grædende op.

For Guds Skyld, bliv siddende Barn!" sagde han, for Gud i Himlens Skyld!" og nu stirrede han igjen paa Jorden.

»Jeg vil op!" skreg jeg, jeg vil ikke være hernede! Nu tog jeg ham i Haanden og vilde trække ham med.

Barn, Barn! Du er en herlig Dreng! jeg skal give Dig Billeder og Kager; der har Du Skillinger! og nu tog han sin Pung op af Lommen og gav mig Alt, hvad der var deri; men jeg følte, at hans Haand var iskold og at han skjælvede; da

blev jeg endnu mere urolig og raabte paa min Moder, men saa greb han mig heftigt í Skulderen, ruskede mig stærkt og sagde: „jeg prygler Dig, er Du iffe rolig! nu slog han sit Lommetørklæde om min Arm og holdt mig fast, men boiede sig i det samme ned og kyssede mig stærkt, kaldte mig sin kjære, lille Antonio og sagde: „Bed ogsaa Du til Madonna!"

Er Traaden borte? spurgte icg.

„Vi finde den, vi finde den! svarede han, og søgte atter. Imidlertid var det mindre Lys brændt ud, og alt som det større, ved den Bevægelse hvormed han førte det, smeltede og brændte ham ned imod Haanden, desstørre blev hans Skræk. Det vilde ogsaa være umuligt, uden Traaden at finde tilbage igjen, ethvert Skridt kunde føre os dybere ind, hvor Ingen kunde frelse os.

Efter forgjæves Søgen kastede han sig ned paa Jorden, tog mig om Halsen og sukkede: „Du stakkels Barn!" da græd jeg stærkt; thi jeg følte, at jeg kom aldrig hjem. Han trykkede mig saa fast til sig, idet han laae paa Jorden, at min Haand gled ind under ham; jeg greb i Gruset, og havde Traaden mellem mine Fingre.

Her er den!" sagde jeg.

Han greb min Haand, blev som vanvittig af Glæde, thi her hang virkeligt vort Liv i denne ene Traad. Vi vare frelste.

O, hvor varmt skinnede ikke Solen, hvor blaa var ikke Himlen, hvor deiligt grønne Træer og Buske, da vi kom ud i den frie Luft. Den stakkels