at tænke paa, det var mig en Vellyst, at lade den hele Opera gjengives i min Sjæl, Annunziatas første Optræden, Arien, Duetten, den forunderligt gribende Slutnings- Scene.' I min Henrykkelse applauderede jeg høit og nævnte hendes Navn. Nu løb jeg i Tanken mit lille Digt igjennem, nedskrev det paa Papiret og fandt det smukt, læste det et Par Gange for mig selv, og skal jeg være oprigtig, Kjærligheden til hende gik næsten for meget over til Digtet, nu efter mange Aar seer jeg det med ganske andre Øine; den Gang fandt jeg, det var et lille Mesterstykke. Hun har sikkert taget det op", tænkte jeg, nu sidder hun halv afklædt paa den blode Silkes sopha, stytter den deilige Arm under Kinden og læser hvad jeg nedaandede paa Papiret:

Min Sjal Dig fulgte, men med jordisk Svimlen,
Den stolte Gang, som kun en Dante gik;
Paa Toner gjennem Dybene og Himlen,
Nys ledte mig din Sang, die Seraphblik!
Hvad Dante kun med Ord i Stenen tvang,
Du mig med Toner dybt i Sjælen fang.

Jeg vidste ingen Aandens Verden mere rig og skjøn, end den i Dantes Digtning, men denne, syntes jeg, stoð nu med et høiere Liv, i en langt større Klarhed for mig, end før; hendes smeltende Sang, hendes Blik, Smerten og Fortvivlelsen, hun havde vidst at fremstille, havde saa ganske givet Treklangen af den dantiske Digtning. Hun maatte finde mit Digt smukt! jeg forestillede mig hendes Tanker, hendes Lyst til at kjende Forfatteren, og næsten troer

jeg, at før jeg sov ind, var jeg, ved Forestilligen om hende, dog meest beskjæftiget med mig selv og mit lille ubetydelige Digt.

XI.

Bernardo som deux ex machina. La Pruova d'un Opera seria. Min første Improvisation. Den sidste Carnevalsdag.

Næste Formiddag saae jeg slet ikke Bernardo, forgiæves søgte jeg efter ham; flere Gange maatte jeg ogsaa over Piazza colonna, ikke for at see paa Antonins- Søilen, men for at opdage kun et Ærme af Annunziata; hun boede her, der vare Fremmede hos hende, de lykkelige Mennesker! jeg hørte et Claveer, og lyttede nu til; men ingen Annunziata sang; en dyb Bas gjorde nogle Løb, vistnok var det Capelmesteren, eller en af Sangerne i hendes Selskab! hvilket misundelsesværdigt Lod! hvem der var í hans Sted, der gav Æneas! saaledes at kunne see hende Die mod Øie, inddrikke dette Kjærlighedsblik, flyve med fra By til By, høste Beundring og Sæder. Jeg blev ganske tankefuld derved. Harlequiner med Bjælder, Polichineller og Troldmænd dandsede rundt om, jeg havde reent glemmt, at det var Carneval, at det alt var Tiden,

det begyndte i Dag. Den hele brogede Mængde, al den Larm og Skrigen gjorde nu et hæsligt Indtryk paa mig. Vogne joge forbi; næsten alle Kudskene vare klædte i Dameklæder, men det saae mig grelt ud; disse sorte Bakkenbarter under Damekappen; de stærke Bevægelser, alt var malet med for grelle Farver, ja afskyeligt! syntes jeg. Jeg følte mig ikke, som i Gaar, oplagt til Glæden, jeg vilde bort og kastede nu sidste Gang Blikket op til Huset, hvor Annunziata boede, da hoppede Bernardo ud af Porten og hen til mig, idet han leende raabte: saa kom dog! staae ikke der! jeg vil presentere Dig for Annunziata, hun venter Dig alt! seer Du, det er et Venskabs-Stykke af mig.”

„Hun!" stammede jeg, og Blodet fuste for mine Øren, „driv ikke Spøg med mig! Hvor vil Du føre mig hen?"

Til hende, Du har besjunget! svarede han, .til hende, Du og vi Alle sværme for, den guddommelige Annunziata!" og nu trak han mig ind ad Porten med sig.

Men forklar mig dog, hvorledes Du er kommet til hende, hvorledes Du kan føre mig derind?"

Siden, siden, skal Du faae Alt at vide!" svarede han, sæt nu bare et lystigt Ansigt op!"

„Men min Paaklædning!" stammede jeg, og pyntede ihast paa mig.

O, Du er deilig, min Ven! ganske allerkjareste! see nu ere vi ved Doren."

Den aabnedes, og jeg stod foran Annun

ziata. Hun var i en sort Silkekjole, et Flors Gevandt, halvt rødt og halvt blaat, hang over Bryst og Skulder, det kulsorte Haar var strøget tilbage for den ædle, høie Pande, paa hvilken hang et sort Smykke, som det syntes en antik Steen. Noget fra hende, henimod Vinduet, sad en gammel Dame i en mørkebruun, tarvelig Klædning; hendes Die, den hele Ansigts-Form sagde ved første Øiekast, at det var en Jødinde; jeg tænkte paa Bernardos te tring, at Annunziata og den Skjønne i Ghetto skulde være een Person, men det var umuligt, sagde mig atter mit Hjerte, naar jeg saae paa Annunziata. En Herre til, jeg ikke kjendte, var ogsaa i Stuen, han reiste sig, hun hævede sig ogsaa og kom mig halvleende imøde, idet Bernardo førte mig frem og fagde spøgende:

„Min naadige Signora, her har jeg den Ære at presentere Pocten, min Ven, den fortræffelige Abbate Antonio, en Yndling af den borghesiske Slægt!"

„Signore vil tilgive,” sagde hun, „men det er i Sandhed ikke min Skyld, at jeg saaledes paatrænger Dem mit Bekjendtskab, ihvor kjært Deres endog er mig! De har hædret mig med et Digt,” vedblev hun og rødmede, Deres Ven nævnede dem som Forfatter, lovede at presentere Dem for mig! pludselig seer han Dem udenfor, siger: nu skal De strar see ham! og styrter saa afsted, før jeg kan svare og forhindre thi paa denne Maade men De fjender, bedre end jeg, Deres Ven?"

Bernardo vidste at spoge derover, jeg stam mede en Undskyldning og nogle Ord om min Lykke, min Glæde over at være ført til hende.

Mine Kinder brændte, hun rakte mig Haanden. og i min Henrykkelse trykkede jeg den til mine Læber. Hun presenterede den fremmede Herre for mig, det var Selskabets Capelmester. Den gamle Dame kaldte hun sin Pleiemoder, men denne saac alvorligt, næsten strængt paa mig og Bernardo, men jeg glemte det snart igjen ved Annunziatas Venlighed og muntre Lune.

Kapelmesteren sagde mig ogsaa noget Forbindtligt om mit Digt, og rakte mig Haanden, idet han opfordrede mig til at skrive Operaterter og begynde med en til ham.

.Hør ikke paa ham!" afbrød Annunziata. „De veed ikke, i hvilken Elendighed han vil styrte Dem! Componisterne tænke slet ikke paa deres Offer og Publicum endnu mindre. De vil i Aften i: La Pruova d'un Opera seria ret see Billedet af den stakkels Autor, og dog er dette ikke stærkt nok tegnet!"

Componisten vilde giøre Indvendinger, Annunziata loe og traadte hen for mig.

„De skriver et Stykke,” sagde hun, „aander deres hele Sjæl i de yndigste Vers! - Eenheden, Charactererne, Alt er vel udtænkt, men nu kommer Com ponisten, han har her en Idee, der maa anbringes, deres maa bort, her vil han have Piber og Troms mer, og de maa dandse derefter. Theatrets Prima