Besøget! vil Du spise? vil Du drikke? Her er til Tjeneste!

Jeg var forstemt; Tonen, hvori han talte, hele hans Maade at være paa, var som den Fornærmedes. Isnende Kulde og fornem Hoflighed modte mit varme Haandtryk. Forstemt og bedrøvet for

lod jeg ham snart.

Jeg følte, han havde Uret, at jeg havde handlet, som jeg burde, og dog kom der Dieblikke, hvori jeg syntes at jeg havde været ond imod ham. I denne min Kamp med mig selv, gik jeg igjennem Jødeqvarteret og haabede paa min Lykkesstjerne, at den vilde føde et Eventyr til Gavn for min fjære Bernardo, men jeg saae ikke engang den gamle Jode; fremmede Ansigter tittede rundt om fra Vinduer og Døre; skidne Børn laae paa Fortouget mellem alskens Skramlerie af Jern og Klæder, det evige Skrig, om man vilde sælge eller kjøbe, bedøvede mig næsten. Nogle unge Piger spillede, fra Vindue til Vindue, Fierbolt over Gaden; den ene var ret smuk, skulde det være Bernardos Elskede? Uden at ville det, tog jeg Hatten af, men skammede mig derover og strøg mig med Haanden om Panden, som var det Varmen og ikke Pigen, jeg blottede mit Hoved for.

X.

Eet Aar fremad. Det romerske Carneval. Sangerinden.

Skulde jeg uafbrudt følge Traaden, der knytter sig til Bernardos Kjærlighed og min Vandring gjennem Ghetto, da maatte jeg springe et heelt Aar af mit Liv over; men dette Aar havde, `med al sin jevne Gang, langt mere for mig, end at det gjorde mig de tolv Maaneder ældre. Det var en Art Mellemact i mit Livs Drama.

Sjældent saae jeg Bernardo, og mødtes vi, var han vel den lystige, raske Ungersvend, han pleiede, men fortrolig, som før, syntes han mig slet ikke; det kolde, fornemme Blik tittede frem bag Venskabs Maske; det forstemte og bedrøvede mig; spørge, hvorledes det gik hans Kjærlighed, havde jeg ikke Mod til.

Ret ofte kom jeg i Borghesernes Palais og fandt hos Eccellenza, Fabiani og Francesca et sandt Hjem, dog ofte Anledning til dyb Smerte. Min Sjæl var opfyldt af Taknemmelighed for Alt, hvad jeg skyldte dem Alle her, hvert alvorligt Blik kastede da strar Skygge over min Livslyst. Francesca roste mine gode Egenskaber, men vilde nu ogsaa fuldkommengjøre mig; min Holdning, Maaden jeg udtrykte mig paa, mødte hendes Kritik, og den var stræng, vistnok for stræng;

tidt bragte den mig Taarer i Øinene, skjøndt jeg var alt et stort 16-Aars Menneske. Den gamle Eccellenza, som havde kaldt mig fra Domenicas Hytte til sit prægtige Hjem, var mig endnu hiertensgod, som første Gang vi mødtes, men ogsaa han havde Signoras Opdragelses-Maade med mig! Hans store Interesse for Planter og fieldne Værs ter deelte jeg ikke nok, og han kaldte det Mangel paa Lyst til det Grundige. Mit eget Jeg, fandt han, beskiæftigede mig for meget; jeg gik ham ikke nok udenfor mig selv, lod ikke Aandens Radier skjære den store Verdens Cirkel. Husk min Son," vedblev han da, at Bladet, der kun ruller sig i sig selv, visner!" Men, efter hver heftig Tale, klappede han mig igjen paa Kinden og trøstede ironisk med, at det var en slem Verden man levede i, man maatte presses, som Blomsterne, skulde Madonna faac skjønne Eremplarer af os. Fabiani tog Alt fra den lyftige Side, loe af dem med deres velmeente Forelæsninger, idet han forsikkrede, jeg blev dog aldrig lærd, som Eccellenza, eller pikant, som Francesca, men en tredie Characteer, der hører med til Livet, og det en Characteer, som ei var at forkaste. Da kaldte han sin lille Abbedisse, og hos hende glemte jeg snart mine smaa Sorger.

1

Det følgende Aar vilde de tilbringe i Norditas lien, saaledes at de bleve i de varme Sommermaaneder i Genua, og Vinteren i Milano; mig forestod paa samme Tid det store Skridt, ved en Slags

Framen at træde op i Abbatestanden og saaledes i en høiere Stilling, end den, jeg for Øieblikket kjendte.

Før Familiens Afreise var et stort Bal i det Borghesiske Palais, hvortil jeg ogsaa var indbudet. Beegkrandse brændte udenfor, og alle Faklerne, der bares foran Gjesternes Vogne bleve stukne ind i Jernarmene paa Muren, saa denne syntes en heel Ildcascade. Pavelige Soldater tilhest holdt ved Porten. Den lille Have var pyntet med brogede Papirslygter, Marmortrappen prægtigt oplyst; der duftede af Blomster, thi paa hvert Trin, langs Muren, stode Vaser med Blomster og smaa Orange-Træer. Soldaterne skuldrede ved Døren; der vrimlede med rigtklædte Tienere. Francesca var glimrende skjøn; den kostelige Fier, hun bar, af Paradisfuglen, den hvide atlaskes Kjole med de rige Kniplinger klædte hende allerkjæreste, men at hun rakte mig Haanden ία det fandt jeg dog endnu nydeligere. I to Sale, hver med fuldt Orchester, svævede de Dandsende. Mellem disse var Bernardo, og han var smuk; den røde, guldbroderede Uniform, de snevre, hvide Beenklæder, alt sad, som aandet omkring de skjønne Former; han dandsede med den Smukkeste, og hun smilte fortroligt og fjærligt til ham. Hvor det ærgrede mig, at jeg ikke kunde dandse; ingen tog heller ret Notice af mig. I mit eneste Hjem syntes jeg mig den meest Fremmede mellem de Fremmede; men Bernardo rakte mig Haanden, og hvert Mismod var igjen borte. Bag de lange, røde Gardiner, ved det aabne Vindue, drak vi den skummende Champagne, han stødte fortroligt sit Glas imod mit; skjøn

ne Melodier strømmede gjennem Øret til vort Hjerte, og udslettet var hver Tanke om mindre Venskab, end i tidligere Dage. Jeg vovede endogsaa at nævne den smukke Jødepige, og han loe og syntes helbredet for de dybe Saar.

»Jeg har fanget en anden lille Guldfugl,” sagde han, „den er mere tam og har sjunget mig Grillerne bort! vi ville derfor lade den anden flyve! den er da ogsaa borte, er sluppet ud af Jødeqvarteret, ja af Rom selv, skal jeg troe mine Folk!”

Endnu engang stødte vore Glas sammen, Champagnen og den lystige Musik gjød dobbelt Liv i vort Blod. Bernardo var igjen midt i Dandsen, jeg stod ene, men med hüint Lyksalighedens Havblik i Sjælen, hvori man gjerne gad trykke den hele Verden til sit Bryst.' Nede paa Gaden jublede de fattige Drenge ved Gnisterne, der fløi fra Beegkrandfene; jeg tænkte paa min egen fattige Barndom, hvorledes jeg ogsaa havde leget, som de, og nu stod, som hjemme, oppe i den rige Balsal, mellem Roms første Familier. Tak og Kjærlighed til Guds Moder, der saa kjærligt havde ført mig frem i Verden, fyldte i min hele Sjæl, mit Knæ bøiede sig tilbe dende; de lange, tætte Gardiner skjulte mig jo for alle de Andre. Jeg var uendelig falig.

Natten floi hen; to Dage gik endnu og hele Familien drog fra Rom. Habbas Dahdah indprægede mig hver Time, hvad dette Aar vilde brin ge mig, Navnet og Værdigheden af Abbate. Jeg læste flittigt, saae næsten aldrig Bernardo eller